Hvis man er svensker eller brite, så er man mere udsat for terror i Europa, end hvis man er dansker eller tysker.
Sådan er det i hvert fald på papiret, efter at nogle EU-lande i de seneste dage har fulgt efter USA og hævet trusselsniveauet for terrorangreb i Europa.
Men selvom det kan virke en smule uklart, så vil der heller ikke fremover blive lavet fælles trusselsvurderinger for hele EU, fastslår EU's antiterrorkoordinator, Gilles de Kerchove, efter et møde med EU's justits- og indenrigsministre i Bruxelles.
- Det er vigtigt, at alle har den samme forståelse for, hvilken trussel vi står overfor, men trusselsniveauet er op til hvert enkelt medlemsland, siger Gilles de Kerchove.
Ifølge indenrigsminister Annemie Turtelboom fra det belgiske EU-formandskab dækker de forskellige trusselsniveauer først og fremmest over, at landene har forskelligt syn på, hvordan man skal informere befolkningen.
- Det er en balance mellem på den ene side at informere og kommunikere og på den anden side ikke at skabe frygt hos befolkningen, siger Turtelboom.
Med ved EU-mødet var også USA's viceminister for national sikkerhed, Jane Holl Lute. Men viceministeren kom ikke med afgørende nye oplysninger om den terrortrussel, som søndag fik det amerikanske udenrigsministerium til at "advare amerikanske statsborgere om muligheden for terrorangreb i Europa".
- Lute har bekræftet, at der er en reel og fortsat trussel, men uden at specificere, hvad der er de præcise mål, siger Gilles de Kerchove
Medier i Storbritannien og USA citerede i sidste uge sikkerhedskilder for, at terrornetværket al-Qaeda planlægger en serie terrorangreb rettet mod turistattraktioner i europæiske storbyer.
Efter den amerikanske udmelding har også Storbritannien, Frankrig, Sverige, Japan og Australien advaret om øget terrortrussel i Europa.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde