EU finder ingen tegn på at bistand er gået til Hamas
EU fortsætter med humanitær støtte til palæstinenserne, efter undersøgelse ikke viser tegn på, at dele af støtten er gået til Hamas. Det siger ledende næstformand i EU-Kommissionen, Valdis Dombrovskis. Foto: Pedro Pardo/Ritzau Scanpix
EU fortsætter med humanitær støtte til palæstinensere, efter undersøgelse ikke viser tegn på støtte til Hamas.
EU-Kommissionen har ikke fundet tegn på, at humanitær støtte fra EU går til Hamas. Det siger EU-Kommissionens ledende næstformand Valdis Dombrovskis på et pressemøde tirsdag.
- Der er ingen tegn på, at støtten direkte eller indirekte har hjulpet Hamas. Sikringen af det har virket. Betalingerne vil derfor fortsætte uden forsinkelser, siger Valdis Dombrovskis.
Undersøgelsen blev sat i gang kort efter Hamas' angreb på Israel. Her lød det først opsigtsvækkende fra den ungarske EU-kommissær, Olivér Várhelyi, at al EU-bistand til palæstinensere ville blive suspenderet med øjeblikkelig virkning.
Det førte til kritik fra flere EU-lande, der ikke ønskede at straffe civile palæstinensere for Hamas' angreb.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, korrigerede siden til, at støtten ville fortsætte, men EU-Kommissionen ønskede at gennemføre en undersøgelse for at sikre, at midlerne ikke gik til Hamas.
Det er den undersøgelse, der nu er færdig. Dermed vil EU fortsætte støtten, fastslår Valdis Dombrovskis.
- De projekter, som ikke kan lade sig gøre på grund af krigen, vil i stedet gå til gå humanitær hjælp til palæstinenserne, siger Valdis Dombrovskis.
Selv om undersøgelsen ikke viser tegn på, at penge er gået til Hamas, så var det rigtigt at gennemføre den, mener Ursula von der Leyen.
- Efter de forfærdelige begivenheder den 7. oktober var det nødvendigt med en omhyggelig gennemgang af vores finansielle bistand. Denne gennemgang har bekræftet, at de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger er effektive.
- Der arbejdes nu på udformningen af vores fremtidige støtte til palæstinenserne i lyset af den ændrede situation, som stadig er under udvikling, siger von der Leyen i en pressemeddelelse.
Selv om støtten dermed fortsætter, er der ifølge EU-Kommissionen stadig enkelte udeståender. Blandt andet skal støttemodtagere, der var genstand for beskyldninger om tilskyndelse til had og vold efter begivenhederne den 7. oktober 2023, kommentere beskyldningerne mod dem.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned