EU-forhandler: Aftale med Storbritannien er mulig trods uenighed
Der ligger et stort arbejde foran EU og Storbritannien for at lande en aftale om et fremtidigt forhold, mener EU's chefforhandler, Michel Barnier, efter første forhandlingsrunde. Foto: Johanna Geron/Reuters
Johanna Geron/Reuters
Første brexit-forhandlinger viser store forskelligheder mellem EU og Storbritannien, mener EU-chefforhandler.
EU og Storbritannien er langtfra enige om, hvordan en aftale om deres fremtidige forhold skal se ud.
Efter første forhandlingsrunde i Bruxelles mellem EU og Storbritannien er der store forskelligheder mellem parterne, understreger EU's chefforhandler, Michel Barnier, torsdag.
Men han tror stadig på, at det er muligt at nå en aftale med Storbritannien.
- Der er nogle seriøse forskelle, hvilket nok også er naturligt, når vi er i første forhandlingsrunde.
- Men jeg tror, en aftale er mulig på trods af forskellighederne, siger Barnier.
Ifølge Barnier blev den første forhandlingsrunde hovedsageligt brugt til at udveksle synspunkter og lytte til hinandens ønsker.
Der var mere end 100 embedsmænd på hver side, som deltog i forhandlingerne.
Og der er en gensidig respekt for hinanden og også nogle punkter, hvor parterne er enige.
Men der er mange forskelligheder, og nogle af dem er store og kan gøre arbejdet med at lande en aftale svær, understreger Barnier.
Det er især diskussionen om EU-adgang til britiske farvande, som er et af de vanskeligste områder at enes om.
Storbritannien ønsker at have årlige forhandlinger med EU om adgangen til at fiske i britiske og europæiske farvande, mens EU ønsker at have en generel aftale.
Her har Storbritannien flere gange henvist til, at EU på årlig basis forhandler med Norge om en aftale om adgang til norske farvande.
Men det er ikke samme omstændigheder mellem EU og Storbritannien, mener Barnier.
- Som tidligere fiskeriminister kan jeg sige, at det ikke er praktisk at forhandle fiskeriaftaler på årlig basis. Jeg har stor respekt for fiskerne, og de har brug for forudsigelighed.
- Det, vi kan gøre med Norge for fem arter, kan ikke lade sig gøre med Storbritannien, hvor der er mere end hundrede arter. Derfor vil det fortsat være et krav for os, at det er en del af en handelsaftale, siger Barnier.
Storbritannien forlod EU 31. januar med en overgangsperiode til årets udgang. Det betyder, at briterne fortsat følger EU's regler og er en del af det indre marked frem til 2021.
Mandag startede de første forhandlinger mellem parterne, som har til årets udgang til at lande en aftale om det fremtidige forhold.
EU-Kommissionen har dog understreget, at aftalen skal være klar i oktober, hvis der skal være tid til ratifikation og oversættelse.
Næste forhandlingsrunde vil finde sted i London 18. marts.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde