Europa er på rette vej efter krisen. Det fastslår EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, i en tale om "Unionens tilstand" i Europaparlamentet i Strasbourg.
Det er første gang nogensinde, at EU laver sin egen version af den berømte tale, som den amerikanske præsident leverer i Kongressen én gang årligt. Og det var især den økonomiske situation, der dominerede Barrosos tale.
- De økonomiske udsigter for EU i dag er bedre, end de var for et år siden. Genopretningen tager til i styrke, omend det sker ujævnt i unionen. Væksten i år vil blive højere end oprindeligt forventet, og arbejdsløsheden er stoppet med at stige, siger Barroso til EU-parlamentarikerne.
Kommissionsformanden roser desuden sig selv og resten af EU-systemet for at have spillet en afgørende rolle i at få bremset den økonomiske nedtur.
- De, der forudså EU's død, er blevet gjort til skamme. EU-institutionerne og medlemslandene har demonstreret lederskab. Min besked til hver eneste europæer er, at du kan stole på, at EU gør, hvad der er nødvendigt, for at sikre din fremtid, siger han.
Med den værste del af krisen lagt bag os, er det i stedet tid til at kigge fremad og lave de nødvendige reformer, som skal gøre EU i stand til at skabe nye job, konkurrere globalt og tilpasse sig den demografiske udvikling, lyder det fra kommissionsformanden.
- Uden strukturreformer kan vi ikke skabe bæredygtig vækst. Vi skal bruge de næste 12 måneder til at sætte fart på vores reformdagsorden, siger Barroso.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde