EU-formand: Nu bliver vi enige om flygtningefordeling
Tjekkiet gentager sin klare modstand mod tvungne flygtningekvoter, inden EU-landene mødes i Bruxelles.
EU-landene vil tirsdag blive enige om at fordele 120.000 flygtninge imellem sig.
Det forventer udenrigs- og immigrationsminister Jean Asselborn fra det luxembourgske EU-formandskab ved ankomsten til et ekstraordinært justits- og indenrigsministermøde i Bruxelles om flygtninge- og migrationskrisen.
- Vi vil blive enige om at fordele de 120.000, og det er det vigtigste, siger Asselborn uden at kommentere, om det bliver med eller uden tvungne flygtningekvoter.
Han mener, at EU-formandskabet efter mange timers forberedelser har fået udarbejdet et forslag, som alle EU-lande kan bakke op om.
Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, der har presset hårdt på for at få vedtaget de tvungne flygtningekvoter, siger, at et resultat ikke er givet på forhånd.
- Vi har selvfølgelig brug for en aftale om at fordele de 120.000 flygtninge. Men vi har især brug for løsninger, der begrænser tilstrømningen til Europa, siger de Maiziére og tilføjer, at Tyskland er klar til kompromisser.
Op til mødet har meget tydet på, at EU-landene er på vej til at droppe de tvungne flygtningekvoter for at få alle til at bakke op om fordelingen af flygtningene ud over Europa.
Løsningen kan i stedet blive, at EU-landene vedtager målet om at fordele de 120.000 flygtninge, men at landene på et frivilligt grundlag accepterer deres andel af flygtningene.
Tidligere tirsdag slog den tjekkiske premierminister, Bohuslav Sobotka, endnu engang fast, at Tjekkiet vil afvise et tvunget kvotesystem til fordeling af flygtninge.
- EU-landene bliver nødt til at bevare deres suverænitet på det område, sagde Sobotka til journalister i Prag.
Han sagde samtidig, at et kvotesystem heller ikke ville fungere i praksis.
EU's stats- og regeringschefer er hasteindkaldt til møde i Bruxelles onsdag aften, hvor de efter planen skal koncentrere sig om at lægge en mere overordnet strategi for at bremse flygtningestrømmen ved at hjælpe mere i nærområderne og styrke EU's ydre grænser.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde