EU fylder hul ud efter fortidens smørbjerge

Sultne italienere, franskmænd, polakker og rumænere skal ikke længere have penge fra EU's landbrugsstøtte for at kunne spise sig mætte.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-Kommissionen foreslår i stedet at oprette en ny hjælpefond til de fattigste, så man får rettet op på et levn fra en svunden tid, hvor de fattige fik mad direkte fra landbrugets engang bugnende overskudslagre.

Tidligere tiders smørbjerge er stort set forsvundet i takt med, at landbrugspolitikken er blevet lagt om. Men ordningen med at bespise de fattige via landbrugsbudgettet er fortsat. Nu har man bare måttet ud og købe mad til dem i stedet.

Det har gennem flere år generet lande som Danmark, Sverige og Storbritannien, der har været inderligt imod på den måde at føre socialpolitik med landbrugspengene. Mens det især i Frankrig har været politisk følsomt at pille ved ordningen.

Det koster årligt EU 3,7 milliarder kroner fra landbrugsbudgettet. Socialkommissær László Andor siger, at man nu i stedet vil afsætte 19 milliarder kroner over en syvårig periode til en ny fond, der skal sikre grundlæggende fornødenheder til de mest trængende.

- Den nye fond vil give reel hjælp til Europas mest sårbare borgere og hjælpe med at interegrere dem i samfundet. Det bliver et konkret udtryk for EU-solidaritet med de svageste - dem, der er mest påvirket af den økonomiske og sociale krise, siger Andor.

Danmark har tidligere med støtte fra Tyskland, Storbritannien, Tjekkiet, Holland og Sverige argumenteret for, at støtten nu må være en del af de enkelte medlemslandes socialpolitik.

Under det danske EU-formandskab blev det besluttet at udfase det gamle program til gengæld for, at der blev fundet en erstatning.

Danmark har ikke fået penge fra det gamle program under landbrugspolitikken.

Den danske regering har hidtil også været skeptisk over for forsøg på at lave en erstatning, fordi den generelle danske holdning er, at medlemslandene må betale for deres egen socialpolitik.

/ritzau/