EU: God chance for russisk gasaftale før juni
Der er en god chance for, at Rusland og Ukraine kan blive enige om en gasaftale før søndag. Sådan lyder vurderingen fra EU-Kommissionens energikommissær, Günther Oettinger.
Han har mandag holdt møde i den tyske hovedstad Berlin med energiministrene fra Rusland og Ukraine for at drøfte den kriseramte forsyning af gas fra Rusland til Ukraine og EU-medlemslandene.
- Vi har i dag gjort forholdsvis gode fremskridt, og der er en god chance for, at vi når til en aftale før 1. juni, siger Oettinger.
Aftalen går angiveligt ud på, at Ukraine skal betale to milliarder dollar - knap 11 milliarder danske kroner - til den russiske energigigant Gazprom før torsdag, hvis regeringen i Kijev accepterer. Inden 7. juni skal ukrainerne betale yderligere 2,7 milliarder kroner ifølge aftalen.
Med til mødet var den russiske energiminister, Alexander Novak, og hans ukrainske kollega, Juri Prodan.
- Ukraine er klar til at betale hele sin gæld, proklamerer Novak efter mandagens møde.
Den statslige russiske energigigant Gazprom har truet med at stoppe forsyningerne af naturgas til Ukraine, fordi det kriseramte og økonomisk pressede land har en ubetalt gasregning.
Gazproms direktør, Aleksej Miller, har tidligere sagt, at Ukraine må betale forud for sine gasleverancer i juni på grund af landets gæld.
Ukraine har gentagne gange afvist at betale gigantregningen, da Rusland næsten har fordoblet priserne for gassen til Ukraine, efter at det Moskva-venlige styre i Kijev blev væltet i februar.
Truslerne fra Rusland om at standse for gasforsyningen har skabt bekymringer i EU, som samlet set importerer en fjerdedel af sin gas fra Rusland - hvoraf halvdelen bliver leveret gennem Ukraine.
Tysklands kansler, Angela Merkel, sagde tidligere mandag, at "det er vigtigt, at energiforhandlingerne gør fremskridt. Jeg håber, en aftale kan blive nået i denne uge. Det er meget vigtigt".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker