Efter flere ugers forhandlinger frem og tilbage med Ungarn har EU-Kommissionen nu valgt at godkende landets omdiskuterede medielov.
EU har dog bebudet, at loven skal ændres på fire punkter.
Blandt andet skal lovens krav om en afbalanceret rapportering kun gælde for radio og tv, som det er tilfældet i mange andre EU-lande.
Som loven er udformet nu, er alle medier, herunder bloggere, underlagt rapporteringen.
Ungarn kan heller ikke pålægge store bøder til medievirksomheder, der er etableret uden for landets grænser, hvilket der ellers også lægges op til i loven.
Ændringerne skal ske inden for to uger, og EU-Kommissionen har i sinde at holde et skarpt øje med, at Ungarn lever om til kravene.
- Min opfattelse er, at de ungarske myndigheder har til hensigt at gennemføre de ændringer ved hjælp af en hasteprocedure inden for de kommende to uger, siger en talsmand for Neelie Kroes, EU's kommissær for digitalisering.
Medieloven er blevet heglet igennem af mange kritikere, der både har kaldt den et brud på ytringsfriheden samt anklaget den for at bryde med mange basale demokratiske værdier.
Sagen om medieloven har vakt stor opsigt i EU-kredse, da loven trådte i kraft samtidig med, at Ungarn overtog EU-formandskabet den 1. januar.
Den ungarske premierminister, Viktor Orban, sagde mandag, at hans regering havde "besejret udenlandske kritikere".
- Vi accepterer ikke nogen lande eller landegrupper som vores overordnede ... Bruxelles er ikke Moskva, sagde Orban i en tale i det ungarske parlament.
/ritzau/AFP/NTB
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned