EU håber på udvidelse med Balkan-lande i 2025
Balkan-landene skal løse deres uenigheder om grænser, inden de kan komme med i EU, siger EU-Kommissionen.
Nok er Storbritannien på vej ud. Men andre lande har kurs mod et medlemskab af EU.
EU-Kommissionen har tirsdag sat 2025 som mål for, hvornår Serbien og Montenegro kan blive medlemmer af EU.
- Døren er åben. Vejen er banet for, at det vestlige Balkan endelig kan slutte sig til EU, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, da hun tirsdag præsenterer EU's strategi for at få Balkan-landene ind i folden.
Både hun og EU's kommissær for udvidelse, Johannes Hahn, understreger, at det ikke er en fast tidsfrist, men en opfordring til landene om at arbejde i retning af medlemskab.
Inden Serbien, Montenegro og siden Bosnien, Makedonien, Albanien og Kosovo kan blive EU-lande, skal de gennemføre en række reformer.
Blandt andet skal flere af dem have fundet en løsning på grænsestridigheder med nabolandene.
Serbien skal indgå en aftale om normalisering af forholdet til Kosovo, provinsen der løsrev sig fra Serbien for ti år siden.
Fra både Serbien og Kosovo lyder der tirsdag positive reaktioner på Mogherinis udspil.
Serbiens premierminister, Ana Brnabic, betegner det som en opfordring til at "arbejde hver dag fra nu for at blive en del af den europæiske familie af nationer".
En meningsmåling har for nylig vist, at lidt over halvdelen (52 procent) af serberne støtter EU-medlemskab.
I Kosovo, der har lidt længere udsigter til medlemskab, støtter tre ud af fire indbyggere (75 procent) EU-medlemskab.
Rusland og Kina har øget deres indflydelse på Balkan. Kinesiske virksomheder foretager store investeringer i det tidligere Jugoslavien, og Rusland har længe haft et tæt forhold til især Serbien.
Med Balkan-strategien, der blev præsenteret tirsdag, vil EU forsøge at knytte regionen tættere til det øvrige Europa.
Kommissionens melding følges op af et særligt topmøde med fokus på det vestlige Balkan. Det skal holdes i maj i Bulgariens hovedstad, Sofia.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde