EU's forhold til præsident Robert Mugabes Zimbabwe er på vej ind i en ny fase, efter at det har været nedfrosset i syv år.
Det siger udviklingsminister Gunilla Carlsson fra det svenske EU-formandskab. Hun står i spidsen for en højtstående EU-delegation, som er på besøg i Zimbabwe, efter at landet tidligere i år fik en samlingsregering med deltagelse af den hidtidige politiske opposition.
EU vendte i 2002 Zimbabwe ryggen, da Mugabes autoritære styre gjorde sig skyldig i en række menneskerettighedskrænkelser.
Gunilla Carlsson, som var ledsaget af EU's udviklingskommissær, Karel De Gucht, under det banebrydende besøg i weekenden, understreger, at det er en forudsætning for gode relationer, at en zimbabwisk aftale om magtdeling omsættes helt og fuldt til virkelighed. Aftalen har gjort oppositionsleder Morgan Tsvangirai til landets premierminister.
- Nu træder vi ind i en ny fase. Den politiske aftale var et vigtigt skridt frem, men der skal udrettes mere, siger Carlsson, som afviste at ophæve EU-sanktionerne mod medlemmer af Mugabes gamle styre lige nu.
Præsident Mugabe tog lørdag imod EU-udsendingene "med åbne arme", hvilket var en tydelig ændring af hans tone over for Vesten. Iagttagere siger, at Zimbabwe håber at tiltrække milliardinvesteringer og bistand til at genopbygge landet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker