EU-Kommissionen vil indlede en sag mod Frankrig for manglende implementering af EU's direktiv om fri bevægelighed.
Det meddeler en talskvinde for EU-Kommissionen efter et flere timer langt møde blandt EU's kommissærer.
- I øjeblikket vurderer kommissionen, at Frankrig endnu ikke har overført direktivet om fri bevægelighed til national lovgivning, som gør disse rettigheder fuldt effektive og synlige, lyder det i en erklæring fra EU-Kommissionen.
Det juridiske skridt kommer efter flere ugers drøftelser mellem Bruxelles og Paris om sommerens masseudvisninger af romaer i Frankrig.
Selvom EU nu starter en sag mod Frankrig, er kritikken noget nedtonet i forhold til tidligere kommentarer fra EU's justitskommissær, Viviane Reding.
Reding kritiserede for to uger siden Frankrig for at diskriminere romaerne og drog i samme ombæring sammenligninger med Nazi-Tysklands forfølgelse af etniske befolkningsgrupper under Anden Verdenskrig.
Men den nye sag kommer kun til at omhandle manglende overholdelse af direktivet om fri bevægelighed og ikke en langt mere alvorlig anklage om diskrimination og overtrædelse af menneskerettigheder.
I kommissionens erklæring henvises der tværtimod til, at Frankrig har forsikret om, at sommerens rydninger af ulovlige bebyggelser og efterfølgende udsendelser ikke var specifikt rettet mod romaer. Kommissionen har dog sendt en række detaljerede spørgsmål om de franske roma-udvisninger.
EU-Kommisionen oplyser, at der i øjeblikket foretages en bredere analyse af forholdene i de øvrige EU-lande for at finde ud af, om der skal startes flere overtrædelsessager. Det vil i givet fald blive meldt ud i oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned