EU inviterer til pengejagt
De europæiske banker og statskasser skal ikke længere være dem, der står for broderparten af de langsigtede investeringer, der skal sætte gang i økonomien.
Bankerne står for 85 procent af investeringerne i Europa, men det skal der rettes op på, og derfor inviterer EU-Kommissionen til en tre måneder lang, offentlig høring om, hvordan man får flere til at investere langsigtet.
- Europas økonomi står over for store udfordringer, herunder omfattende og langsigtede investeringsbehov. Disse behov må dækkes, hvis der skal skabes bæredygtig vækst og job i Europa, siger Michel Barnier, der er kommissær for det indre marked.
Historisk set er Europa meget afhængig af, at bankerne finansierer de langsigtede investeringer, men det skal nu afløses af mere finansiering gennem eksempelvis obligationer og større inddragelse af pensionsfonde og forsikringsselskaber.
Forholdet mellem indlån og udlån er i Europa på 130 procent, hvilket vil sige, at bankerne låner mere ud, end de får ind. I USA ligger forholdet på 75 procent.
EU oplever, at stater er hæmmet af tunge gældsbyrder, og når de snører pengesækken, så investerer de tilsvarende mindre i storskalaprojekter. EU-Kommissionen vil derfor fjerne hindringerne for langsigtet investering for at forbedre den europæiske økonomi.
- At sikre, at vores økonomi og finanssektor kan finansiere langsigtede investeringer, er en vigtig, men kompleks opgave. Vi må finde ud af, hvilke hindringer der er for langsigtet finansiering, og hvad der mere kan gøres for at fjerne dem, siger Michel Barnier.
Finanskrisen har påvirket den europæiske finanssektors evne til at kanalisere opsparing videre til langsigtede investeringer, og det er et stort problem, mener EU-Kommissionen, der vil gøre op med kortsigtede investeringer.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker