EU kan kun indfri halvdelen af ammunitionsløfte til Ukraine

EU-landene havde lovet Ukraine én million artillerigranater inden marts 2024. Men tallet bliver kun det halve.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-landene kommer kun til at indfri halvdelen af ammunitionsløftet til Ukraine. Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell.

Udmeldingen kommer på et pressemøde i forbindelse med det uformelle møde for EU-landenes forsvarsministre onsdag.

- Vi kommer til at nå lidt mere end halvdelen af løftet. I alt 52 procent, siger Josep Borrell.

EU-landene havde lovet Ukraine én million artillerigranater inden marts 2024.

Med kun én måned til deadline har EU-landene dog "kun" leveret 330.000 artillerigranater.

- Artillerigranaterne kommer fra EU-landenes lagre og fra enkelte landes individuelle og fælles indkøb, siger Josep Borrell.

Han forventer dog, at der vil blive leveret yderligere 200.000 artillerigranater til Ukraine inden marts, så man samlet når 524.000 artillerigranater.

Meldingen kommer ikke som en overraskelse. Det har siden november stået klart, at EU ikke ville nå målet, men resultat er skuffende set i forhold til EU-landenes løfter til Ukraine.

I marts sidste år kaldte Borrell ammunitionsløftet for en "historisk beslutning". Det kom på et tidspunkt, hvor der var stor vilje blandt EU-landene til at støtte Ukraine militært.

Samtidig blev det understreget både af EU-ledere og af Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at leveringen af ammunition ville blive afgørende for Ukraines muligheder i krigen mod de russiske invasionsstyrker.

Forud for et ekstraordinært EU-topmøde torsdag opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) og Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, EU-landene til at øge indsatsen.

- Vi kan ikke bare give op på vores løfter, hedder det i et åbent brev, som Scholz og Frederiksen har fået offentliggjort i avisen Financial Times onsdag.

Også premierministrene fra Holland, Tjekkiet og Estland har underskrevet brevet.

I brevet opfordrer de fem regeringschefer EU-landene til en kollektiv indsats for at bevæbne Ukraine på lang sigt.

- Vi må forny vores beslutsomhed og fordoble vores indsats for at sikre, at vi opretholder vores støtte, så længe det er nødvendigt, hedder det i brevet.

- Det, der haster i dag, er at levere den ammunition og de våbensystemer, herunder haubitsere, kampvogne og luftforsvar, som Ukraine har så hårdt brug for på landjorden.

Her understreger de fem regeringschefer, at der skal handles hurtigt.

- Det skal ske nu. For de nye ordrer, vi afgiver i dag, vil først nå frem til slagmarken næste år. Vi må derfor insistere på at finde måder at fremskynde leveringen af de lovede artillerirunder til Ukraine, skriver de.

Konkret foreslår de fem EU-landes ledere, at EU-landene donerer fra de eksisterende lagre eller gennemfører fælles indkøb af ammunition.

/ritzau/