EU-kommissær advarer om kæmpestor risiko for terror op mod jul
EU-kommissær med ansvar for indre anliggender, Ylva Johansson, siger, at julen kan bidrage til at øge faren for angreb i europæiske lande. (Arkivfoto). Foto: Johanna Geron/Reuters
Konflikten mellem Hamas og Israel gør, at risikoen for terror i EU er kæmpestor, siger kommissær.
Risikoen for terrorangreb i Europa er steget betragteligt som følge af konflikten mellem Hamas og Israel.
Sådan lyder det fra den svenske EU-kommissær med ansvar for indre anliggender, Ylva Johansson.
- Med krigen mellem Israel og Hamas og den polarisering, den forårsager i vores samfund, er der en kæmpestor risiko for terrorangreb i EU, siger hun tirsdag ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Det, at julen nærmer sig, kan også bidrage til at øge faren for terroraktioner i europæiske lande, tilføjer kommissæren.
Ylva Johansson henviser blandt andet til lørdagens angreb i Paris, hvor en person blev dræbt i et knivangreb.
En unavngiven kilde fra politiet i Paris har ifølge nyhedsbureauet AFP oplyst, at den mistænkte gerningsmand råbte "allahu akbar", inden han blev anholdt.
Sætningen er forbundet med islam og betyder "Gud er størst" på arabisk.
Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, deler kommissærens bekymringer.
- Lørdagens angreb i Paris viser, hvor overhængende og alvorlig truslen om islamistisk terrorisme er for tiden, siger Nancy Faeser og tilføjer:
- Krigen i Gaza og terroren fra Hamas har forårsaget den her situation. Vi må holde et specielt øje med islamistiske trusler og samarbejde for at bekæmpe islamistisk propaganda.
Ylva Johansson oplyser, at EU vil stille yderligere 30 millioner euro til rådighed, som blandt andet er øremærket til at styrke sikkerheden. Det svarer til omkring 220 millioner kroner.
Også Politiets Efterretningstjeneste (PET) har tidligere meldt om øget risiko for angreb i Danmark.
Aktuelt er trusselsniveauet herhjemme ifølge efterretningstjenesten "alvorlig", hvilket er niveau fire ud af fem.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker