EU-kommissær går af efter svindelrapport
Foto: Georges Gobet /Scanpix
Georges Gobet /Scanpix
EU's sundheds- og forbrugerkommissær, John Dalli fra Malta, går af efter rapport fra EU's kontor for bekæmpelse af svindel, Olaf, oplyser EU-Kommissionen.
- Dalli har meddelt EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, at han træder tilbage, efter en undersøgelse foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af svig, Olaf.
Undersøgelsen drejer sig om et tobakskompagni, Swedish Match.
Selskabet har beskyldt en maltetisk erhvervsdrivende for at forsøge at bruge sine forbindelser til Dalli til at vinde økonomiske fordele fra Swedish Match.
Det svenske selskab antydede, at malteseren til gengæld ville bruge sin kontakt til Dalli til at øve indflydelse på lovgivning om et eksportforbud mod tobaksprodukter, navnligt snus, hedder det i en pressemeddelelse fra kommissionen.
Der er ikke indgået nogen aftale eller overført penge mellem selskabet og den maltetiske erhvervsdrivende, oplyser kommissionen, der øjeblikkeligt bad Olaf efterforske sagen, da man modtog klagen fra svenskerne.
Den endelige rapport fra antisvindel-enheden blev sendt til EU-Kommissionen mandag. Rapporten nævner ingen afgørende beviser om Dallis direkte medvirken, men den siger, at han havde kendskab til forløbet.
Ifølge Olaf-rapporten blev EU-Kommissionens beslutningsproces ikke påvirket. Rapportens konklusioner er også blevet sendt til Maltas justitsministerium, og det er nu op til de maltetiske myndigheder at følge op på sagen.
- Dalli besluttede at træde tilbage, da han blev orienteret om Olaf-rapporten, så han kan forsvare sig mod beskyldningerne, som han kategorisk afviser, skriver Kommissionen.
Barroso har besluttet, at næstformand Maros Sefcovic midlertidigt overtager Dallis portefølje.
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig sender løbende sine ansatte ud for at undersøge mistænkelige forhold i projekter, hvor der er EU-penge involveret.
De skal slå ned på misbrug, korruption og interessekonflikter internt i EU, og de har samtidig til opgave at beskytte EU's budgetter og finansielle interesser mod svindel, korruption og anden kriminalitet udefra.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker