EU-kommissær tvivler på tysk stop for atomkraft
Selv om Tyskland i kølvandet på atomkatastrofen i japanske Fukushima sidste år besluttede at udfase atomkraften, så tror landets EU-kommissær, Günther Oettinger, ikke på, at nuklear energi snart vil være fortid i EU's største land eller andetsteds i EU.
- Der er stadig 140 atomkraftværker i Europa. De fleste regeringer er slet ikke indstillede på at lukke dem. Vi vil også have atomstrøm i det tyske net om 40 år, siger EU's energikommissær i et nytårsinterview med den tyske avis Rheinische Post.
Oettinger kommer fra forbundskansler Angela Merkels kristeligt demokratiske CDU, som foretog en kovending efter Fukushima-katastrofen, da otte atomkraftværker blev taget af strømnettet, mens de sidste ni tyske atomkraftværker senest skal være lukket i 2022.
Men ikke alle Merkels partifæller bakker op om atomstoppet, som CDU i årtier var en indædt modstander af. Günther Oettinger, der i årevis var en af kanslerens interne rivaler i partiet, slår i interviewet da også et slag for atomkraft:
- Der sker store fremskridt i udforskningen af kernefusionen, som ligeledes er en form for kerneenergi. Måske bliver denne teknik en dag accepteret i Tyskland, siger han og åbner dermed ifølge Rheinische Post en dør på klem for nye atomkraftværker.
Omlægningen til vedvarende energi kommer til at koste tyskerne dyrt i form af højere elregninger.
El-leverandørerne hæver fra årsskiftet priserne med op imod 20 procent, og EU's energikommissær forbereder sine landsmænd på, at lavere strømpriser ikke er lige rundt om hjørnet.
- I løbet de næste fem år vil strømprisen stige betydeligt hurtigere end inflationen, siger han og advarer om konsekvenserne:
- Der vil også i Tyskland snart være husstande, som ikke længere kan betale deres elregninger.
Günther Oettinger erkender, at der har været bred opbakning til at slukke for atomkraft i Tyskland, hvor 22 procent af strømproduktionen for to år siden blev leveret af de daværende 17 atomkraftværker.
- Nu kommer det vanskelige: Vi skal erstatte atomenergien. Udbyggelsen af vedvarende energi består af meget mere end et par ekstra vindmøller og solfangere. Der er behov for en helt ny infrastruktur, siger energikommissæren.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet