EU-Kommissionen ønsker særlig domstol for Rusland
Ruslands forbrydelser i Ukraine bør efterforskes og retsforfølges af en særlig domstol, mener EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen (Arkivfoto). Foto: Philipp Von Ditfurth/Ritzau Scanpix
Ruslands invasion af Ukraine skal undersøges og retsforfølges af en særlig domstol, mener von der Leyen.
Ruslands invasion af Ukraine skal undersøges og retsforfølges af en særlig domstol. Det mener EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Hun begrunder forslaget med, at Rusland i Ukraine har dræbt civile og skabt store ødelæggelser. Dermed er der ifølge EU-Kommissionens formand behov for en særlig instans til at undersøge de omfattende forbrydelser.
- Ruslands invasion af Ukraine har bragt død, ødelæggelse og ubeskrivelig lidelse. Vi husker alle rædslerne fra Bucha, siger Ursula von der Leyen i en video delt på Twitter.
Hun henviser dermed til den ukrainske by Bucha, der i foråret blev et symbol på Ruslands brutalitet i Ukraine. Efter de russiske soldater trak sig tilbage fra byen, begyndte der 1. april at komme oplysninger og billedmateriale frem, som ifølge lokale myndigheder dokumenterer drab på mere end 400 civile.
Siden april menes Rusland at have begået lignende forbrydelser mod civile flere andre steder i Ukraine.
- Det skønnes, at mere end 20.000 civile og mere end 100.000 medlemmer af Ukraines militær er blevet dræbt indtil nu. Rusland skal betale for sine forfærdelige forbrydelser, siger Ursula von der Leyen.
Den Internationale Straffedomstol under FN har normalt til opgave at undersøge krigsforbrydelser og folkedrab. Men der er behov for en midlertidig domstol alene til forbrydelserne i Ukraine, mener von der Leyen.
- Vi vil fortsætte med støtte Den Internationale Straffedomstol, men vi foreslår en specialiseret domstol støttet af FN, der skal efterforske og retsforfølge Ruslands forbrydelser.
- Vi er klar til at arbejde med det internationale samfund for at få den størst mulige opbakning til denne specialiserede domstol, siger Ursula von der Leyen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker