EU-Kommissionen vil tillade ny genteknologi til fødevarer
Genmodificering kan bruges til at gøre planter mere robuste over for tørke. På den måde kan de bedre modstå klimaforandringer, siger EU's klimakommissær, Frans Timmermans. (Arkivfoto). Foto: Greg Baker/Ritzau Scanpix
Nye genteknologier fungerer anderledes end deres forgængere, siger EU-Kommissionen, der foreslår nye regler.
EU-Kommissionen foreslår onsdag at tillade genmodificerede afgrøder, der er produceret med nye genteknikker.
De kendes også under den engelske betegnelse NGT.
Ældre genteknologier til forædling af planter omtales ofte under navnet GMO. Dem er der i dag striks lovgivning for i EU.
Men de nye teknikker virker anderledes, og de bør derfor ikke være underlagt samme regler, mener kommissionen.
Fordelene ved NGT er mange, siger EU's klimakommissær, Frans Timmermans, ved et pressemøde onsdag.
Han nævner blandt andet muligheden for at forædle afgrøder til at være mere modstandsdygtige over for tørke.
- Hvis planter som udgangspunkt er mere modstandsdygtige over for tørke eller skadedyr, så kan de bedre modstå klimaforandringer og har også brug for færre pesticider for at vokse og producere mad, siger Frans Timmermans.
Hos Dansk Industri (DI) er man glad for, at der er udsigt til mere åbenhed over for genmodificerede planter.
Det siger chef for DI Bio Mikael Wraae Valsted.
- Vi er superglade for det udspil, der er kommet fra EU-Kommissionen. Den nuværende lovgivning er forældet. Vi har tyve års forskning, der viser, at GMO ikke har de negative konsekvenser, som visse kritikere har været bekymret for.
- Hvis vi skal bespise en globalt voksende befolkning, så har vi brug for at kunne producere afgrøder med langt højere udbytte på mindre plads. Det kan de her genteknikker hjælpe os med.
DI-chefen påpeger, at lande som USA og Storbritannien allerede rykker på området. Det er derfor vigtigt, at EU også kommer med i udviklingen.
Kommissionens forslag går ud på at etablere to kategorier af planter, der er forædlet med nye genteknikker.
Den ene vil være de planter, hvor NGT er brugt til at fremskynde en udvikling, som også over tid kunne være opnået med traditionelle metoder til forædling.
Den anden kategori vil være planter, hvor genmodificeringen er mere kompleks. De afgrøder vil være underlagt de mere strikse krav fra den eksisterende GMO-lovgivning.
Forslaget skal nu behandles i EU-Parlamentet og i kredsen af medlemslande.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker