EU kritiserer lukning af kurdisk parti

Det svenske EU-formandskab udtrykker bekymring over lukningen af Det Demokratiske Samfundsparti (DTP), der er det største kurdiske parti i Tyrkiet.

- Vi fordømmer på det kraftigste vold og terrorisme, men minder om, at opløsning af politiske partier er et usædvanligt skridt, der skal bruges med størst mulige tilbageholdenhed, lyder det i en meddelelse fra formandskabet.

Reaktionen fra EU kom umiddelbart efter nyheden om, at Tyrkiets forfatningsdomstol har besluttet at forbyde DTP med det argument, at det har forbindelse til Det Kurdiske Arbejderparti, PKK, der står på EU's terrorliste.

Det svenske formandskab tilføjer, at EU vil følge udviklingen i sagen nøje.

Iagttagere siger, at sagen skal skade Tyrkiets ønske om EU-medlemskab.

På forhånd havde EU gjort det klart over for Tyrkiet, at det betragtes som en krænkelse af kurdernes rettigheder, hvis DTP blev forbudt.

Med kendelsen fra forfatningsdomstolen har 37 medlemmer af DTP fået forbud mod at beskæftige sig med politik i de næste fem år.

DTP er det eneste kurdiske parti i Tyrkiets parlament, hvor det har 21 af 544 pladser. Partiet har desuden flertal i omkring hundrede kommuner i det sydøstlige Tyrkiet.

- Tyrkiet kan ikke løse sine problemer ved at lukke partier, siger DTP's formand, Ahmet Türk.

Tyrkiet har adskillige gange tidligere lukket politiske partier, som myndighederne mener udgør en trussel mod den nationale sikkerhed, heriblandt flere islamistiske og kurdiske grupper.

Iagttagere siger til nyhedsbureauet Reuters, at lukningen af DTP kan undergrave tilliden til den demokratiske proces.

Omkring 40.000 mennesker har mistet livet, siden PKK i 1984 indledte deres væbnede kamp for kurdiske rettigheder. Afgørelsen fra forfatningsdomstolen kan skade regeringens forsøg på at give kurderne flere rettigheder i håb om at få bragt det kurdiske oprør i det sydøstlige Tyrkiet til ende.

/ritzau/Reuters

Der er rynkede bryn fra det svenske EU-formandskab, efter Tyrkiet har forbudt kurdisk parti. EU vil følge sagen nøje, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret