Samtidig med at Danmark og flere andre EU-lande har indstillet deres bistand til Mali, er EU-landenes udenrigsministre på deres møde fredag i Bruxelles enedes om at optrappe deres arbejde i de omkringliggende lande i den tørre og fattige Sahel-region.
- Vi er bekymrede over situationen i hele området. Det er en alvorlig situation på grund af tørke og terrorgrupperinger.
- Militærkuppet har mindet os om, hvor farlig den cocktail er, og det møder stærk fordømmelse fra hele det internationale samfund, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) efter fredagens møde.
Udenrigsministrene besluttede blandt andet at øge indsatsen for at hjælpe myndighederne i Malis naboland Niger med at opbygge deres sikkerhedsstyrker. Niger er ifølge Søvndal "også truet, hvis vi ikke passer på".
Udenrigsministeren medgiver, at der er en forbindelse til Libyen, hvor medlemmer af nomadefolket tuareg har kæmpet som lejesoldater for tidligere præsident Muammar Gaddafi og nu er vendt bevæbnede hjem.
Men Søvndal afviser beskyldninger fremsat af Ruslands viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, om, at begivenhederne i Mali er et resultat af, hvordan verdenssamfundet håndterede Libyen.
- Det er nok en lidt vidtgående konklusion. Men vi ved jo godt, at Sahelregionen er skrøbelig - både klimatisk og som en af verdens allerfattigste regioner.
- Efter Gaddafis fald er mange - nogle af dem lejesoldater - drevet sydpå fra Libyen. Nogle af dem har våben med sig. Derfor er det helt oplagt at sikre, at det internationale samfund er til stede og hjælper landene med grænsekontrol, siger Søvndal.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned