EU-lande enige om traktatændring

EU's stats- og regeringschefer er enige om en traktatændring, som skal gøre det muligt at oprette en permanent redningsfond for eurolandene, siger en EU-diplomat.

Traktatændringen består af blot to sætninger, og det betyder formentlig, at den kan besluttes uden folkeafstemninger eller brede debatter om andre ønsker til traktatændringer.

Dette ønske blev også fremhævet af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inden mødets start.

- Det er kun et års tid siden, at Lissabontraktaten trådte i kraft, og vi har ikke brug for en kæmpe åben debat om traktater og andet. Det, vi har brug for, er at sende entydige signaler om, at Europa er rede til at håndtere de udfordringer, vi står overfor, sagde Løkke.

Traktatændringen blev vedtaget på et EU-topmøde i Bruxelles, som endnu engang fokuserer på eurolandenes gældskrise.

"Medlemstater, der har euroen som valuta, kan etablere en stabilitetsmekanisme, som kan aktiveres, hvis den er uundværlig for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed", lyder den første sætning, som skal indsættes i Lissabontraktaten.

Derefter vil det dog med sætning nummer to blive slået fast, at det har sin pris at bede om hjælp fra de øvrige eurolande.

"Tildelingen af enhver nødvendig finansiel støtte under mekanismen vil være genstand for strenge betingelser."

Det er Tyskland, som har krævet en ændring af EU-traktaten for at sikre sig, at en permanent redningsfond ikke ville stride mod EU's retsgrundlag eller skabe problemer i forhold til den tyske forfatning.

Samtidig har Tyskland presset hårdt på for, at det ikke må blive for let for eurolande at få hjælp fra redningsfonden. Derfor er det i forhold til tidligere udkast blevet sat ind, at mekanismen kun kan sættes i værk, hvis den er "uundværlig" for stabiliteten i euroområdet.

Den permanente redningsfond skal efter planen være klar til at blive sat i værk fra 2013. Forinden skal traktatændringen ratificeres i alle 27 medlemslande.

/ritzau/

EU-topmøde har godkendt ændring af EU's Lissabontraktat. Det baner vejen for en ny krisefond for eurolande.

Offentliggjort Sidst opdateret