EU-lande giver grønt lys til register over flyrejsende
EU's ministerråd har endelig godkendt oprettelsen af det såkaldte PNR-register over flypassagerer i Europa.
Nu er det helt sikkert, at de europæiske polititjenester får hænderne på et nyt redskab til blandt andet terrorbekæmpelse.
Det nye tværeuropæiske passagerregister, kaldet PNR (Passenger Name Records, red.), skal hjælpe efterforskere med at opdage mulig kriminalitet, såsom terror, narkohandel og menneskesmugling, ved at indsamle data om flyrejsende til og fra EU.
I registret indgår 19 forskellige informationer, herunder navn, rejseplan, kontaktdata, betalingsform og bagageinformation. Informationerne opbevares i databasen i fem år, men efter seks måneder skal de anonymiseres.
Planerne om et fælles PNR-register, som erstatter mange landes sololøsninger, har været længe undervejs. I 2011 begyndte arbejdet, inden det i 2013 blev afvist i Europaparlamentet på grund af bekymringer om forbrugerrettigheder og databeskyttelse.
Men efter pres fra især Frankrig oven på angrebet i Paris sidste år kom forslaget igen på dagsordenen, og i sidste uge blev det vedtaget af parlamentet sammen med en tilhørende lov, der skal styrke EU-borgernes datasikkerhed.
Torsdag har ministrene for de enkelte EU-lande, herunder Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), så endelig godkendt forslaget på et rådsmøde i Luxembourg.
Danmark får i første omgang ikke adgang til informationerne i fællesregisteret på grund af retsforbeholdet.
Til gengæld har Folketinget godkendt en national ordning, så Politiets Efterretningstjeneste (PET) snart får adgang til data om flyrejsende til og fra landet, som i forvejen udleveres af flyselskaberne til skattemyndighederne.
På længere sigt vil regeringen forsøge at få en parallelaftale, så Danmark kan deltage i det fælles PNR-register, men udsigterne for den ambition er for tiden usikre.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub