EU-lande når til enighed med Ungarn om støtte til Ukraine

Viktor Orbán har givet grønt lys til at EU kan støtte Ukraine. Til gengæld får han sine EU-støttepenge.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-landene er blevet enige om at give 18 milliarder euro i militærbistand til Ukraine, efter at Ungarn ellers havde blokeret for hjælpen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hjælpepakken har været genstand for stor debat i EU, efter at Ungarn havde nedlagt veto mod pakken til Ukraine.

Ungarn har sideløbende været i konflikt med resten af EU-landene, fordi EU midlertidigt har tilbageholdt 7,5 milliarder euro i støtte til Ungarn af frygt for at pengene ville gå til illegitime formål.

Mandag er EU-landene imidlertid gået med til at frigive 1,2 milliarder af pengene, skriver mediet Politico.

De er også gået med til at godkende Ungarns budget for midler, som landet skal have fra EU's genopretningspulje, som er oprettet for at hjælpe medlemslande efter coronapandemien.

Her er der blevet godkendt 5,8 milliarder i hjælp til Ungarn. Pengene vil dog kun blive udbetalt, hvis landet gennemfører 27 reformer vedrørende korruption og retsområdet.

Ifølge mediet Politico er udviklingen en sejr for Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

/ritzau/