EU-lande vil have Rusland og Iran ud af Syrien
EU's nyudpegede udenrigschef, Kaja Kallas, deltog mandag i sit første møde for EU-landenes udenrigsministre. Her var der blandt andet fokus på fremtiden for Syrien efter Assad-styrets fald. Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Det skal være en betingelse for styret i Syrien, at Rusland og Iran holdes uden for indflydelse, lyder det.
Rusland og Iran bør ikke have en plads i Syriens fremtid.
Den melding har flere EU-landes udenrigsministre givet udtryk på mandagens udenrigsministermøde i Bruxelles, hvor EU-landene begyndte at sætte rammerne for de diplomatiske forbindelser til det nye styre i Syrien.
Det siger EU's udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas. Udmeldingen kommer på et pressemøde efter ministermødet mandag.
- Mange udenrigsministre tog det op på mødet og fastslog, at det skal være en betingelse for det nye styre i Syrien, at det sørger for at komme af med den russiske tilstedeværelse.
- For Syrien er et sted, hvorfra Rusland foretager deres aktiviteter i Afrika. Så det påvirker europæisk sikkerhed, siger Kaja Kallas.
Hun fastslår, at EU vil rejse spørgsmålet over for det syriske styre.
- Vi vil tage det op med styret, når vi har møder på forskelligt niveau, siger Kaja Kallas.
Hun har bedt EU's udsendte i Syrien om at tage til Damaskus for at tage kontakt til den nye syriske regering. Diplomaten vil tage til den syriske hovedstad mandag, lyder det.
Ønsket om at oprette kontakt til det nye syriske styre får opbakning fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
- Nu handler det om at komme i dialog med dem, der har magten i Syrien. Der ligger en idé om at udpege en særlig udsending, ligesom FN har. Det er noget, jeg grundlæggende støtter.
- Jeg tror, at Europa har en chance, hvis vi engagerer os nu, sagde Lars Løkke Rasmussen på vej ind til mandagens møde.
Den danske udenrigsminister lægger op til, at EU blandt andet kan forsøge at påvirke det nye styre i en positiv retning ved at fortsætte den humanitære bistand.
EU afbrød forbindelsen til Assads styre under den syriske borgerkrig, men har fortsat støttet det humanitære arbejde i landet.
Selv om EU fortsat er usikker på, hvilken retning det nye styre vil sætte for Syrien, så kan de europæiske lande ifølge Kallas få opbakning fra regeringerne i Syriens nabolande til ønsket om at udelukke Rusland og Iran.
Kaja Kallas er netop vendt hjem fra et besøg i Jordan, hvor spørgsmålet blev diskuteret med ledere af arabiske lande.
- Det er også deres bekymring. De har ikke behov for Ruslands indflydelse i Syrien, og de ønsker den ikke. Så det er et spørgsmål, vi kan samarbejde om, siger Kaja Kallas.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker