EU-landene enige om militær operation i Det Røde Hav
EU's udenrigschef, Josep Borrell, fortæller, at der snart er EU-operationer på vej til Det Røde Hav. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
I kampen mod houthierne og for at sikre skibstransporten vil EU på sigt sende krigsskibe til Det Røde Hav.
EU-medlemslandene er nået til principiel enighed om, at der skal være militære EU-operationer i Det Røde Hav. Hvornår og hvordan vides ikke endnu.
Det fortæller EU's udenrigschef, Josep Borrell, efter udenrigsministermøde i Bruxelles mandag.
- Vi blev i princippet enige om at påbegynde maritime EU-operationer og diskuterede mulighederne for dette.
- Vi mangler stadig at nå til enighed om, hvornår disse operationer skal starte, siger Borrell.
Siden Israel iværksatte sin krig i Gaza i oktober, er der begået angreb adskillige steder i regionen.
Iran støtter den militante palæstinensiske bevægelse Hamas, som Israel forsøger at nedkæmpe i Gaza.
Iran og Hamas er samtidig allieret med Houthi-bevægelsen i Yemen og Hizbollah i Libanon.
Houthierne har angrebet en lang række fragtskibe i Det Røde Hav siden november. Og Hizbollah har flere gange angrebet det nordlige Israel med raketter fra Libanon som reaktion på krigen i Gaza.
Ifølge nyhedsbureauet DPA har diplomater sagt, at den maritime indsats ideelt skal iværksættes i starten af februar for at gøre op med houthiernes angreb.
De nuværende planer indebærer indsættelsen af europæiske krigsskibe og luftbårne varslingssystemer med et formål om at beskytte fragtskibe i regionen.
Der er dog ikke planer om at deltage i USA's angreb på houthierne i Yemen.
Danmark deltager bilateralt i beskyttelsen af fragtskibene, da man vil sende en fregat ned til Det Røde Hav, som skal deltage i den såkaldte Operation Prosperity Guardian iværksat af USA, som flere lande tager del i.
Risikoen for angreb i Det Røde Hav har fået mange rederier til at omlægge deres ruter. Det gælder blandt andet danske Mærsk.
Krigen i Gaza begyndte, efter at Hamas angreb Israel 7. oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde