EU-landene vil udveksle flere digitale oplysninger i terrorsager
EU-landene er enige om ny lovgivning, der vil give bedre mulighed for at udveksle og krydstjekke oplysninger i sager om terror og organiseret kriminalitet på tværs af grænserne. Foto: Koen Van Weel/Ritzau Scanpix
EU-landene er enige om ny lovgivning, der vil give bedre mulighed for at udveksle og krydstjekke oplysninger.
EU-landene vil gøre det lettere at opdage forbindelser i terrorsager på tværs af grænserne i EU. Det er et af målene med en ny EU-lov. Den blev EU-landene mandag enige om.
Lovgivningen skal styrke udvekslingen af digitale informationer mellem nationale myndigheder og Eurojust.
Eurojust er et agentur under EU. Det koordinerer samarbejdet mellem nationale myndigheder i sager om terror og alvorlig organiseret kriminalitet.
Med aftalen tages der nu et markant skridt i forhold til samarbejdet mellem landene, siger Spaniens fungerende justitsminister, Pilar Llop.
- Det vil muliggøre betydelige fremskridt i retsforfølgelsen af terrorhandlinger, siger Pilar Llop i en skriftlig kommentar.
Spanien har i øjeblikket formandskabet for EU. Derfor er det de spanske ministre, der i dette halvår leder møderne for EU-landenes ministre.
Ifølge aftalen skal EU-landene give Eurojust oplysninger om alle strafferetlige efterforskninger af terrorhandlinger, så snart sagerne henvises til de retslige myndigheder.
Hidtil er det ikke sket på en måde, så der var let adgang til informationen. Det har heller ikke været muligt at krydstjekke information i sager.
Det åbner lovgivningen nu for. Det skal gøre det muligt for Eurojust at styrke samarbejdet mellem nationale myndigheder i terrorsager.
På grund af retsforbeholdet er Danmark ikke medlem af Eurojust. Men Danmark har indgået en aftale med Eurojust, som gør det muligt at koordinere efterforskning og retsforfølgelse i sager på tværs af landegrænser.
Derfor har Danmark også en repræsentant ved Eurojust. Dermed kan Danmark også koordinere strafferetlige efterforskninger med andre EU-lande.
Ifølge Eurojust var Danmark i 2022 involveret i 96 nye sager i Eurojust samt en række koordinerende møder og undersøgelseshold.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned