EU-ledere frygter at konflikten i Mellemøsten breder sig til Europa
Statsminister Mette Frederiksen (S) talte blandt andre med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ved EU-topmødet i Bruxelles. Macron har advaret Israel om, at det vil være en fejl med et massivt landangreb på Gaza. Mette Frederiksen ønsker nødhjælp frem til Gaza, men understreger, at Israel har ret til at forsvare sig, så længe man tager hensyn til folkeretten. Foto: Johanna Geron/Reuters
Europa skal undgå at importere konflikten fra Mellemøsten, siger Macron. Blandt EU-lederne stiger frygten for, at demonstrationer vil føre til had og terror.
Ritzau RitzauChristian Braad Petersen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Europa skal indstille sig på en langvarig konflikt i Mellemøsten, som kan skabe en farlig splittelse mellem muslimske og jødiske mindretal i de europæiske lande.
Sådan lød advarslen fra flere EU-ledere på EU-topmødet i Bruxelles.
I Frankrig har myndighederne forbudt demonstrationer, hvor der er bekymring for, at deltagerne vil udtrykke støtte til Hamas og til terror.
Det er nødvendig for at undgå, at konflikten i Mellemøsten udløser had og antisemitisme i Europa. Det fastslog Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fredag.
- Jeg siger det med stor alvor: Frankrig er det land i Europa, der har det største jødiske samfund og det største muslimske samfund. Hvis vi importerer konflikten, så vil det splitte os unødigt.
Annonce
- Det er essentielt, at vi bevarer vores enhed, sagde Macron.
Det er kun to uger siden, at franske myndigheder betegnede det som "terror", da en islamist knivdræbte en lærer i den franske by Arras.
Der er risiko for, at konflikten i Gaza breder sig til resten af regionen og til Europa. Derfor skal EU arbejde for at undgå en eskalation, som ikke kun vil være farlig for regionen, men for hele verden, siger EU's præsident, Charles Michel. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Få dage efter blev to svenskere skuddræbt af en tunesisk mand i Bruxelles forud for en fodboldkamp. Manden bekendte sig til Islamisk Stat.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, frygter for, hvad der vil ske, hvis konflikten fortsætter:
- Der er mange lande, som er meget bekymrede for, hvad der vil ske i Europa. Der er personer, der udtrykker sympati for Hamas. Og der er tegn på stigende antisemitisme i Europa.
For nylig vakte det også opsigt, da en pro-palæstinensisk demonstration i Stockholm ifølge den svenske tv-station SVT blev brugt som platform til at sprede misinformation om de svenske sociale myndigheder.
En af talerne ved demonstrationen, Sulaiman Abualfita, sammenlignede ifølge SVT Hamas' gidseltagninger med de sociale myndigheder:
- Ulf Kristersson, lad være med at anklage palæstinenserne for at have kidnappet 20 israelske børn, mens tusindvis af børn bliver kidnappet af din myndighed, som kaldes socialforvaltningen, sagde Abualfita ifølge SVT.
Viljen til at støtte op om Hamas og stille sig uden for det samfund, man bor i, har skabt bekymring i flere lande. Det er særligt de jødiske samfund, der vurderes til at være udsat.
Det er under to uger siden, at to svenskere blev skuddræbt af en tunesisk mand i Bruxelles, der bekendte sig til Islamisk Stat. Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, frygter, at øget antisemitisme og mere terror i Europa kan følge i kølvandet på konflikten i Mellemøsten. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
- Vi er meget bekymrede i Sverige. Det var meget slående, at så mange andre udtrykte samme bekymring, sagde Ulf Kristersson efter topmødet.
Annonce
Den svenske statsminister håber, at det vil lykkes at skabe fred i Mellemøsten, inden konflikten breder sig til Europa.
EU-lederne er enige om at foreslå en tostatsløsning. Det vil betyde, at israelere og palæstinensere får hver deres stat.
På topmødet fastslog landene desuden, at man ønsker en international fredskonference "snart".
Europa skal blandt andet på den måde medvirke til at forhindre, at konflikten spreder sig til andre lande i regionen, sagde EU's præsident, Charles Michel.
- Vi er alle klar over, at denne situation er ekstremt farlig for regionen og for verden. Det er derfor, vi er så aktive for at forsøge at undgå en regional optrapning.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ønskede ikke at udtale sig i forbindelse med afslutningen af topmødet.
/ritzau/
Sådan vil EU løse konflikten i Mellemøsten
* EU-landenes stats- og regeringsledere har på topmøder i de seneste to uger fastlagt EU's syn på konflikten i Mellemøsten og en mulig løsning.
* EU-lederne fordømmer Hamas' "brutale terrorangreb" på Israel og fastslår, at Israel har ret til at forsvare sig i overensstemmelse med humanitær og international lov.
* For at give plads til både Israels forventede landoperationer og nødhjælp til de civile i Gaza, ønsker EU, at der oprettes "humanitære korridorer og pauser", så nødhjælpen kan komme frem.
* EU ser en tostatsløsning som vejen til en "varig og bæredygtig" fred.
* Tostatsløsningen skal aftales gennem en styrket fredsproces i Mellemøsten. Her foreslår EU-lederne en snarlig international fredskonference.
* EU-lederne lægger i den forbindelse op til samarbejde med de "legitime palæstinensiske myndigheder" samt regionale og internationale partnere.
Kilde: Erklæring fra Det Europæiske Råd den 15. oktober 2023 samt konklusioner fra EU-topmødet 26. og 27. oktober.
Seneste artikler
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted