EU-landenes stats- og regeringschefer er indkaldt til ekstraordinært topmøde i Bruxelles fredag den 11. marts for at diskutere situationen i Libyen og det øvrige Nordafrika, skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Samme dag holdes der et særligt eurotopmøde om stærkere økonomisk samarbejde mellem de 17 eurolande. Men nu er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og lederne af de øvrige ikke-eurolande også blevet inviteret.
Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har i de seneste dage fremført kravet om et ekstraordinært EU-topmøde med støtte fra andre sydeuropæiske medlemslande som Italien og Spanien.
Efter en telefonsamtale mandag aften mellem Sarkozy og den britiske premierminister, David Cameron fik idéen også opbakning fra Storbritannien.
- Vi diskuterede vigtigheden af at justere EU's tilgang til regionen og blev enige om, at et tidligt topmøde var nødvendigt for at overveje yderligere EU-tiltag omkring Libyen, lyder det i en fælles erklæring fra Cameron og Sarkozy.
Ud over situationen i Libyen ventes det også, at særligt Italien vil bringe spørgsmålet om EU's håndtering af eventuelle flygtningestrømme fra området frem på EU-ledernes bord.
Det forventes, at EU's udenrigschef, Catherine Ashton, vil få ansvaret for at forberede det ekstraordinære EU-topmøde, som vil blive holdt under en uformel frokost. Herefter bliver Løkke og de øvrige ledere af ikke-eurolande sendt uden for døren ved de økonomiske drøftelser om en ny europagt.
Efter frokosten kan Catherine Ashton så flyve videre til Ungarns hovedstad, Budapest, hvor EU's udenrigsministre samme aften tager hul på et todages møde. Også her vil fokus være på situationen i den arabiske verden.
/ritzau/AFP/dpa
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker