EU-ledere nærmer sig enighed om topposter men indgik ikke aftale mandag

EU's præsident, Charles Michel, kom tomhændet ud til at pressen efter mandagens EU-topmøde. Men han tror på aftale om fordeling af de fire EU-topposter på et nyt EU-topmøde i næste uge. Her er Ursula von der Leyen storfavorit til at blive indstillet til en ny periode som EU-Kommissionens formand. Foto: Omar Havana/Ritzau Scanpix

Ifølge EU-præsident, Charles Michel, går det fremad med at skabe enighed om fordeling af topposter.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-landenes stats- og regeringsledere er ikke nået frem til en politisk aftale om fordeling af de fire topposter i EU på et uformelt EU-topmøde i Bruxelles mandag.

Det står klart efter mødet, hvor der blandt andet blev tid til at diskutere både i mindre gruppe og sammen over en middag.

Ifølge EU-præsident, Charles Michel, er der dog en god stemning og tegn på, at man bevæger sig mod enighed.

- Det går i den rigtige retning, tror jeg. Men vi har ikke indgået en aftale i aften, siger Charles Michel.

Udmeldingen kommer på et kort, stående pressemøde efter det uformelle EU-topmøde. Mødet var ment som en første mulighed for at diskutere fordelingen af de fire topposter i EU.

Her er Ursula von der Leyen storfavorit til at blive indstillet til en ny periode som formand for EU-Kommissionen.

Derudover tyder meget på, at Portugals Antonio Costa vil løbe med posten som EU's præsident efter belgiske Charles Michel.

Estlands premierminister, Kaja Kallas, er i spil som EU's høje repræsentant - eller i daglig tale EU's udenrigschef - efter spanske Josep Borrell.

Den sidste post er formand for EU-Parlamentet, hvor maltesiske Roberta Metsola på nuværende tidspunkt ser ud til at samle opbakning til at fortsætte.

Ursula von der Leyens førerposition skyldes ikke kun hendes arbejde i den foregående periode, men også at hendes borgerlige EPP-gruppe blev den største ved valget til EU-Parlamentet.

Det betyder ifølge EU-Parlamentets særlige spidskandidatprocedure, at hun som udgangspunkt skal have førsteret til posten som EU-Kommissionens formand.

- Vi startede med at lytte til resultat af valget til EU-Parlamentet. Vi hørte også fra Ursula von der Leyen, som delte hendes tanker om fremtiden for EU.

- Derefter havde vi en middag sammen, som var en god anledning til at udveksle synspunkter, siger Charles Michel.

Han er optimistisk i forhold til, at stats- og regeringslederne fra de 27 EU-lande vil kunne træffe en formel beslutning på næste uges EU-topmøde i Bruxelles.

Beslutningen skal træffes med kvalificeret flertal. Det vil sige, at Ungarns iltre premierminister, Viktor Orbán, ikke kan nedlægge veto mod en beslutning.

Det skal Ursula von der Leyen formentlig være glad for. Efter mandagens møde skrev Orbán i et ligedele vredt og langt indlæg på det sociale medie X, at EPP-gruppen, som Ursula von der Leyen tilhører, ikke har lyttet til vælgerne.

- Resultatet af det europæiske valg er klart: De højreorienterede partier blev styrket, venstrefløjen og de liberale tabte terræn.

I stedet for at lytte til vælgerne vælger EPP at slå sig sammen med socialdemokraterne og de liberale. I dag indgik de en aftale og delte EU's topposter mellem sig, skriver Orbán.

Selvom Ursula von der Leyen dermed ser ud til at samle den nødvendige opbakning i kredsen af EU-ledere, skal hun også godkendes af et flertal i EU-Parlamentet, før hun formelt kan fortsætte på posten.

Den afstemning ser ud til at kunne blive gennemført på parlamentets næste samling i midten af juli.

På næste uges EU-topmøde vil lederne også skulle tage stilling til den strategiske dagsorden for EU i de kommende fem år, siger Charles Michel.

- Det er meget klart, at vi på topmødet i slutningen af juni skal træffe to beslutninger. Den ene handler om posterne i EU-institutionerne. Den anden handler om den strategiske dagsorden, siger Charles Michel.

Blandt de politiske prioriteter ventes EU-landenes ledere at sætte EU's konkurrenceevne og opbygningen af forsvar og sikkerhed i lyset af krigen i Ukraine højt på dagsordenen.

/ritzau/