- Velkommen hjem, velkommen til EU.
EU-præsident Charles Michel havde svært ved at dæmpe begejstringen, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag landede i Bruxelles.
Her ankom Zelenskyj for første gang siden krigens begyndelse for at møde EU-landenes ledere ansigt til ansigt. Hans første udlandsbesøg siden krigens begyndelse er gået til USA og Storbritannien.
Med sig fra Storbritannien havde Zelenskyj fået et løfte om, at Storbritannien vil træne ukrainske kampflypiloter.
Men selv om den ukrainske nationalsang blev afspillet i EU-Parlamentet, og Charles Michel talte om, at krigen i de kommende uger går ind i en afgørende fase, så fik Zelenskyj ingen offentlige løfter om langtrækkende missiler eller kampfly med sig fra Bruxelles.
Heller ikke et møde med Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forud for topmødet gav det ønskede resultat.
- Jeg har haft et vigtigt og positivt møde med Scholz og Macron. Jeg ønsker ikke at sige meget offentligt. Men jeg kan sige, at vi arbejde på, hvordan vi kan styrke vores offensive kapacitet, og vi talte om leveringen af kampvogne, sagde Zelenskyj til en godt fyldt pressesal i Bruxelles.
https://twitter.com/vonderleyen/status/1623643556635181056?s=46&t=vEbJyuENdGT2N354CJaz_g
Efter pressemødet fortsatte Zelenskyj med bilaterale samtaler med stats- og regeringsledere. Igen i forsøget på at få adgang til kampfly.
Men det er en kamp op ad bakke. Både i USA og blandt EU-landene er der bekymring for, at kampfly kan være med til at eskalere krigen. Eller udløse en modreaktion fra Putin, der tidligere er kommet med slet skjulte atomtrusler.
Ønsket fra Ukraine kommer samtidig på et ubelejligt tidspunkt for EU-lederne, der lige har overstået et offentligt skænderi om kampvogne til Ukraine. Her sagde Tyskland længe nej og blokerede opsigtsvækkende for, at andre EU-lande kunne sende tyskfremstillede kampvogne til Ukraine.
Ud over at skuffe Ukraine satte det gang i debatten i nogle EU-lande, om hvorvidt man fremover kan købe tysk militært udstyr, hvis ikke det må bruges til at hjælpe Ukraine.
Tyskland vendte dog i sidste ende helt rundt og besluttede at sende kampvogne og lade andre EU-lande - inklusiv Danmark - gøre det samme.
Men der er ikke stor appetit på at genstarte diskussionen om en ny våbentype. Ved ankomsten til Bruxelles sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at kampfly ikke blev diskuteret, da Zelenskyj onsdag var på besøg i Paris.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) var tilbageholden på vej ind til topmødet.
- Jeg kommer ikke til at stå og pege enkelte donationer ud og sige: "Her kan tingene lade sig gøre, og her kan de ikke".
- Vi snakker med ukrainerne om rigtig mange ting. Jeg kommer ikke til at citere fra de drøftelser, sagde Mette Frederiksen.
Zelenskyj brugte dog også besøget til at tale for ukrainsk EU-medlemskab.
- Det er kun fair, at Ukraine tager del i EU-møderne. For det ukrainske sprog hører til i Europa, sagde Zelenskyj og fastslog:
- Ukraine vil blive del af EU.
Også her måtte han dog forlade Bruxelles med opmuntrende ord frem for konkrete løfte. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, understreger, at Ukraine skal leve op til EU's objektive kriterier for at blive medlem.
- Ukraine avancerer med imponerende fart på sin europæiske vej. Også selv om I udkæmper en krig. Men tiltrædelsesprocessen er meritbaseret, sagde Ursula von der Leyen.
Dermed kan der gå mange år, før Ukraines drøm går i opfyldelse. Trods sin status som EU-kandidatland er Ukraines økonomi, demokrati og antikorruptionsindsats reelt meget langt fra at kunne opfylde EU-målene.
/ritzau/
Ukraine ønsker tunge våben i kamp mod Rusland
* Ukraine venter, at Rusland indleder en omfattende offensiv i det østlige Ukraine før eller i forbindelse med den 24. februar. Da er det et år siden, at Rusland angreb Ukraine.
* Ukraine ønsker tungere og mere langtrækkende våben for at kunne imødegå truslen. Efter længere tids tysk tøven blev der åbnet for kampvogne. Her bidrager Danmark sammen med Holland og Tyskland med renovering og donation af ældre Leopard 1-kampvogne.
* Ukraine ønsker også kampfly - som Zelenskyj kalder "frihedens vinger" - for at kunne imødegå offensiven. USA og flere EU-lande siger dog nej, fordi man frygter, at det vil eskalere krigen og føre til en modreaktion fra Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb