EU lemper sanktionerne mod Zimbabwe
12 år efter at EU begyndte at stramme kursen over for Zimbabwe som reaktion på præsident Robert Mugabes voldsomme nedkæmpning af oppositionen og en kontroversiel jordreform, er EU's sanktioner nu næsten helt væk.
EU's 28 medlemslande har mandag formelt suspenderet næsten alle resten af de omfattende sanktioner, der tidligere har rummet indrejseforbud mod 112 personer og forbud mod handel med 11 virksomheder.
Med lempelsen bliver otte personer i Mugabes inderkreds strøget fra listen.
Så nu er det kun præsident Mugabe selv og hans kone, Grace, der ikke er velkommen i Europa.
EU har dog gjort det klart, at Mugabe er inviteret med til EU-Afrika topmøde i Bruxelles til april. Han har endnu ikke svaret.
Ud over restriktionerne over for præsidenten selv opretholder EU også stadig sin våbenembargo mod Zimbabwe, ligesom en enkelt virksomhed - Zimbabwe Defence Industries - fortsat har sine midler i EU indefrosset.
Lempelsen af EU's sanktioner er sket gradvist over de seneste år som en forsigtig belønning for politiske reformer.
Robert Mugabe har regeret Zimbabwe, lige siden landet i 1980 blev uafhængigt af Storbritannien. Mugabe har ofte været på voldsom konfrontationskurs med EU.
Den dårlige stemning kulminerede, da hans regering i 2000 gennemførte en jordreform, der sigtede mod at sætte landets hvide farmere på porten. Forsøget på at drive dem ud førte til flere voldsomme episoder.
EU suspenderede hovedparten af sine sanktioner allerede sidste år som reaktion på en folkeafstemning om en ny forfatning i Zimbabwe.
EU's udenrigschef, Catherine Ashton, sagde i sidste uge under et møde i Europaparlamentet, at der er "en fornemmelse af, at Zimbabwe bevæger sig".
- Jeg mener, at vi nu er i stand til at reagere - men også med det udgangspunkt, at vi kan rulle det tilbage, hvis det går skidt igen, sagde Ashton.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde