EU-mission skal hjælpe syge og sårede over Rafah-overgangen
Allerede i 2005 blev der opnået enighed om en civil EU-mission til Rafah, men den blev suspenderet i 2007, da den militante gruppe Hamas tog magten i Gaza. (Arkivfoto). Foto: Abed Rahim Khatib/Ritzau Scanpix
Civil EU-mission til Rafah skal genoplives efter at have været i standby. Det skal understøtte våbenhvile.
EU vil genoplive sin civile mission, der skal holde øje med Rafah-grænseovergangen mellem Gaza og Egypten.
Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Missionen hedder Eubam Rafah, hvilket står for European Union Border Assistance Mission to the Rafah Crossing.
Ifølge Kallas er der bred enighed om, at Eubam kan "spille en afgørende rolle i at understøtte våbenhvilen".
- I dag er EU's udenrigsministre blevet enige om at genindsætte den ved Rafah-overgangen mellem Gaza og Egypten.
- Det vil give et antal sårede personer mulighed for at forlade Gaza og få behandling, siger den estiske EU-udenrigschef.
Missionen har til formål at levere tilstedeværelse fra en tredjepart ved Rafah-overgangen.
Allerede i 2005 blev der opnået enighed om en civil EU-mission til Rafah, men den blev suspenderet i 2007, da den militante gruppe Hamas tog magten i Gaza.
Den har været i en standby-tilstand. Her har den haft ti internationale og otte lokale ansatte.
Flere italienske ministerier siger mandag, at den italienske regering sender syv såkaldte carabinierebetjente til missionen, som allerede tæller to italienere.
Missionens primære mål skal være at "koordinere og facilitere op til 300 sårede og syges daglige overgang", skriver ministerierne.
Den skal blandt andet sikre, at de sårede får beskyttelse og hjælp.
En seks uger lang våbenhvile i Gaza trådte i kraft 19. januar og befinder sig i en første fase.
Undervejs i første fase skal der forhandles om en anden og mere permanent fase. Senere også en tredje fase.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker