EU nedtoner Trump-udtalelser om Grønland
Staters suverænitet skal respekteres, siger EU-talsperson, men afviser at gå mere ind i Trump-udtalelser.
EU afviser onsdag at udtale sig specifikt om den kommende amerikanske præsident Donald Trumps udtalelser om Grønland.
Det sker på et pressemøde onsdag med flere EU-talspersoner.
Dagen inden sagde Trump, at han ikke kan udelukke brug af økonomisk eller militær tvang for at få kontrol over Panamakanalen og Grønland.
- Vi vil ikke gå ind i de specifikke udtalelser, siger Anitta Hipper, som er EU-talsperson for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, på pressemødet.
- Som et princip gælder det, at staters suverænitet skal respekteres.
- Det er også vores diplomatiske værdi og nøgleprincip, vi arbejder med. Det gælder også Danmark, siger hun.
Trump truede blandt andet Danmark med en særlig told, hvis ikke Danmark går med til at sælge Grønland til USA.
Også Olof Gill, EU-talsperson for økonomisk sikkerhed, nedtoner Trump-udtalelserne.
- Lad os skrue lidt ned her. Vi taler om ret så hypotetiske ting her og om en administration, der ikke er trådt til endnu, siger Gill.
Gill understreger, at EU har været forberedt på, at det amerikanske præsidentvalg i november kunne ende på flere måder - og at det også gælder handelsaspektet.
Grønland er ikke medlem af EU, men knyttet til EU gennem en særlig associeringsordning for oversøiske lande og territorier.
Dog gælder artikel 42.7 i Traktaten om Den Europæiske Union for Grønland, fastslår cheftalsperson Paula Pinho på pressemødet.
Artiklen lyder:
- Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen.
Pinho understreger - på trods af at artiklen gælder - at der er tale om et "meget hypotetisk spørgsmål".
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker