EU og Nato holder igen over for Rusland
Nato gør, hvad Nato skal gøre, siger Stoltenberg, mens EU's nye udenrigschef neddrosler snak om nye sanktioner
De nye topfolk i EU og Nato anlægger efter deres første møde tirsdag i Bruxelles en fast tone over for Rusland, men gør det samtidig klart, at de stadig søger dialog om en fredelig, politisk løsning.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, kalder weekendens valghandlinger i oprørskontrollerede regioner i det østlige Ukraine for "ulovlige" og advarer om, at man risikerer at lukke "mulighedernes vindue" for en fredelig løsning.
- Jeg har sagt meget klart, at de såkaldte valg er ulovlige. Men de risikerer også at være alvorligt til skade for den vej mod dialog og fred, som præsident Porosjenko klogeligt men under store vanskeligheder forsøger at følge, siger Mogherini.
Hun lægger dog ikke umiddelbart op til, at der skal rokkes ved de allerede eksisterende EU-sanktioner mod Rusland.
- Sanktionerne bliver løbende evalueret. Vi har hele tiden sagt, at det er situationen på landjorden, der afgør, om vi styrker, begrænser eller fjerner sanktionerne.
- I dag taler vi først og fremmest om, hvad der sker i Ukraine og, hvordan vi sikrer, at man finder en løsning. Sanktioner kan være et redskab - og de kan være et mere eller mindre effektivt redskab alt efter timingen og graden af enighed.
- Men målet er og bliver at finde en løsning på krisen, siger Mogherini.
Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg konstaterer, at Rusland stadig er militært indblandet i konflikten omkring Ukraine.
- Vi har set øget russisk militær aktivitet både i luften og langs grænserne til Ukraine. Jeg tror, at vi især med den øgede aktivitet i luften ser en magtdemonstration. Og vi gør, hvad vi skal.
- Vi møder de russiske fly både over Atlanterhavet, over Østersøen og over Sortehavet. Vi har indtil videre i år håndteret over 100 russiske fly i år. Det er tre gange flere end hele sidste år. Nato gør, hvad Nato skal gøre, siger Stoltenberg.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned