EU og Sydafrika stiller krav til Zimbabwe

EU og Sydafrika opfordrer alle politiske partier i Zimbabwe til at "fjerne alle forhindringer" for landets magtdelingspagt og enhedsregering.

I et fælles kommuniké efter et EU-Sydafrika topmøde opfordrer EU og Sydafrika Zimbabwes ledere til at "fjerne alle forhindringer for, at den globale aftale (magtdelingspagten, red.) kan gennemføres og for, at enhedsregeringen kan fungere effektivt".

- Vi anerkender og sætter pris på den humanitære bistand og anden bistand, som det internationale samfund fortsætter med at give til Zimbabwes indbyggere, hedder det i kommunikeet.

I weekenden rejser en højtstående EU-delegation til Zimbabwe for første gang i syv år i et forsøg på at normalisere forholdet til det kriseplagede land.

/ritzau/AFP

I en fælles erklæring fra Sydafrika og EU opfordres Zimbabwe til at fjerne alle forhindringer for, at den ny enhedsregering kan fungere effektivt.

Offentliggjort Sidst opdateret