Det er ikke kun Nato, som med vedtagelsen af et nyt strategisk koncept vil fokusere mere på truslerne fra angreb over internettet - de såkaldte cyberangreb.
På et topmøde mellem EU og USA har parterne også besluttet at undersøge mulighederne for at samarbejde om at bekæmpe de nye trusler.
- Jeg er glad for at kunne meddele, at EU og USA vil forstærke vores samarbejde med en fælles arbejdsgruppe om cybersikkerhed, siger EU's præsident, Herman Van Rompuy.
Topmødet blev afholdt umiddelbart efter afslutningen af Nato-topmødet i Lissabon, og det efterfølgende pressemøde bar i høj grad præg af, at der ikke blev truffet nogen store beslutninger på mødet.
Præsident Obama, som i foråret blev mødt af hård kritik fra EU for at aflyse et planlagt EU-USA-topmøde i Madrid, havde mest travlt med at understrege, hvor "glad" og "stolt" han var for at mødes med de europæiske ledere.
- USA har ingen tættere partnere end Europa, sagde Obama.
Han slog samtidig fast, at EU og USA vil styrke samarbejdet på det økonomiske område ved fortsat at kæmpe for at fjerne handelshindringer mellem de to parter.
Derudover udsendte EU og USA efter topmødet en erklæring, hvor de opfordrer verdens store økonomier til at undgå at kaste sig ud i en valutakrig med "konkurrenceprægede devalueringer eller rentepolitikker".
Udover sikkerhed og økonomi nåede parterne også at drøfte de fælles udenrigspolitiske udfordringer med fokus på Iran, Sudan og Mellemøsten.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker