EU's udenrigschef, Catherine Ashton, opfordrer Egyptens præsident, Hosni Mubarak, til omgående at starte en "fredelig og åben dialog" med oppositionspartierne samt frigive alle fredelige demonstranter, som er blevet fængslet.
På vej ind til et møde med EU's udenrigsministre i Bruxelles slår Ashton fast, at EU står klar til at støtte Egypten både nu og i fremtiden, men at Mubarak er nødt til at lytte til demonstranterne.
- De berettigede protester fra den egyptiske befolkning bør besvares. Deres ønsker om en retfærdig og bedre fremtid bør blive mødt med hurtige, konkrete svar og med reelle handlinger, siger Ashton.
- Der er nødt til at være en fredelig vej frem baseret på en åben og seriøs dialog med oppositionspartierne og alle dele af det civile samfund. Og det skal ske nu, fortsætter Ashton.
Også den danske udenrigsminister, Lene Espersen (K), opfordrer Mubarak til at lytte til befolkningens krav om reformer.
- Vi vil lægge op til, at der kommer en ganske markant reaktion fra EU-landenes side, hvor vi opfordrer til reformer. Både politiske reformer, økonomiske reformer og sociale reformer, siger Espersen.
Til gengæld står det klart, at der ikke kommer et konkret krav fra EU om, at Mubarak bør trække sig fra præsidentposten. Det afviser en lang række udenrigsministre inden mødet.
- EU tager ikke parti for enkelte personer, men derimod for gode sager som demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder, siger Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle.
- Vi skal aldrig beslutte, hvem der skal blive og hvem, der skal gå. Det er op til egypterne, supplerer Italiens udenrigsminister, Franco Frattini.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde