EU: Pandemien har ændret smuglermetoder og brug af feststoffer
Narkoens veje til Europa er blevet mindre afhængig af smuglere og mere afhængig af containere og kommercielle forsyningskæder, lyder det i en ny rapport fra EU. På billedet ses smuglet kokain, der blev opdaget af tysk politi i 2019. Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Coronarestriktioner og grænselukninger har kunnet aflæses i Europas narkomarked, der er blevet mere digitalt.
De globale coronarestriktioner har også ramt narkoens veje til Europa, og narkosmuglere verden over har ligesom de fleste andre måtte tilpasse sig grænselukninger og rejserestriktioner.
Det har betydet, at i stedet for at transportere cannabis eller kokain via en smugler er det i højere grad end før sket via containere og kommercielle forsyningskæder under pandemien.
Det er en af konklusionerne i en forskningsrapport fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA) offentliggjort onsdag.
- Vi er vidne til et dynamisk og tilpasningsdygtigt narkotikamarked, der er modstandsdygtigt over for covid-19-restriktioner, udtaler EMCDDA's direktør, Alexis Goosdeel, i en pressemeddelelse.
Pandemiens indflydelse har også kunnet aflæses i europæernes brug af euforiserende stoffer.
Eksempelvis er brugen af ecstasy (MDMA), der normalt bliver forbundet med et festrelateret forbrug, dalet, da det var slut med at gå i byen i en lang periode.
En analyse af spildevandsprøver, som er tilgængelige for nogle europæiske byer, tyder dog på, at brugen af de fleste andre stoffer steg kraftigt i sommeren 2020.
Det skyldes ifølge rapporten, at restriktionerne for bevægelse, rejser og sociale arrangementer blev lempet.
Blandt en af de mere bekymrende tendenser er, at brugen af crack-kokain er steget under pandemien i nogle lande.
- Jeg er især bekymret over de meget rene og stærke stoffer, der findes på gaden og på internettet, og over de 46 nye stoffer, der alene blev fundet i EU i 2020, udtaler EU-kommissær for indre anliggender Ylva Johansson i pressemeddelelsen.
Måden at få fat i narkotika på under pandemien har også ændret sig. Således blev narkosælgere på gadeplan påvirket af de tidlige nedlukninger, og det førte til en efterspørgsel på stoffer lokalt ifølge rapporten.
Dette kan have resulteret i, at flere narkosælgere er rykket fra gaden over på krypterede beskedtjenester eller sociale medier, hvor de har haft direkte kontakt til kunderne.
Ifølge rapporten kan pandemien have medført en langvarig virkning på et mere digitaliseret narkotikamarked.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker