EU-Parlamentet flytter samling ud af coronaramt Strasbourg
Situationen i Frankrig er stadig for alvorlig til at gennemføre plenarsamling i Strasbourg, oplyser formand.
EU-Parlamentets næste plenarsamling kommer ikke som planlagt til at finde sted i franske Strasbourg.
I stedet vil mødet blive gennemført på anden vis.
Det oplyser EU-Parlamentets formand, David Sassoli, på Twitter.
- Jeg beklager at meddele, at næste uges plenarsamling ikke vil finde sted i Strasbourg, skriver han.
Sassoli tilføjer, at mødet vil blive gennemført på afstand - på engelsk skriver han "remote". Det fremgår dog ikke, hvad der menes med dette. Nyhedsbureauet AFP skriver, at det bliver via en videoforbindelse.
Årsagen til ændringen er, at Strasbourg - ligesom andre dele af Frankrig - er hårdt ramt af coronapandemien.
Også i sidste måned måtte EU-Parlamentet flytte plenarmødet ud af Strasbourg. I stedet blev mødet afholdt i parlamentets anden hjemby, Bruxelles.
Ifølge David Sassoli er det ikke muligt at gentage den plan.
- Situationen i Frankrig og Belgien er meget alvorlig, og rejser frarådes. Strasbourg er EU-Parlamentets hjemby, og vi vil gøre alt for at vende tilbage, skriver han på Twitter.
Flere af parlamentets medlemmer har krævet, at møderne i Strasbourg blev aflyst eller flyttet på grund af smittespredningen i den franske by.
Det er nedfældet i EU-traktaten, at der skal holdes samling i Strasbourg 12 gange om året.
Men alle samlinger i den franske by har været aflyst siden marts, hvor coronapandemien for alvor ramte Europa.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker