EU-Parlamentet lægger pres på Ungarn og Kommissionen op til topmøde

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har flere gange strittet imod de resterende 26 EU-landes enighed. (Arkivfoto). Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Torsdag stemte EU-Parlamentet en resolution igennem, der sår tvivl om EU-Kommissionens udbetaling til Ungarn.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-Parlamentet udfordrer Kommissionens valg om at frigive 10 milliarder euro af indefrosne midler til Ungarn og kalder på fratagelse af Ungarns rettigheder i Det Europæiske Råd.

Det fremgår af en resolution, parlamentet med flertal stemte ja til torsdag.

Direktør i Tænketanken Europa, Lykke Friis, kalder resolutionen for en dobbelt knibtangsmanøvre.

- Det ene er at lægge pres på Orbán op til det kommende topmøde om hjælpepakken til Ukraine, hvor man sender et signal om, at hvis han endnu en gang stejler, kan han risikere på et eller andet tidspunkt at blive udsat for artikel 7, siger hun.

Det andet er ifølge tænketankdirektøren at lægge pres på stats- og regeringscheferne og kommissionen, så de ikke giver flere indrømmelser til Ungarn.

Den vurdering nikker Europaparlamentsmedlemmet Kira Marie Peter-Hansen (SF) genkendende til.

- Vi har jo diskuteret Ungarn, lige siden jeg startede og sikkert også før.

- Men på trods af det, ser vi gentagne gange, at Ungarn lykkes med at afpresse EU-fællesskabet og få udbetalt midler og få indrømmelser.

- Det er vigtigt at sige, at det vil vi ikke finde os i, og at man ikke skal kunne afpresse sig til penge i EU-samarbejdet, siger hun.

Parlamentet vil have juridisk undersøgt EU-Kommissionens beslutning om at frigive 10 milliarder euro, som kommissionen havde tilbageholdt, da Ungarn ikke levede op til sine forpligtelser.

Beslutningen blev taget dagen før decembertopmødet, hvor der skulle træffes beslutninger om at påbegynde optagelsesforhandlinger med Ukraine og kommende langvarig økonomisk støtte. Ungarn havde i ugerne op til mødet truet med at blokere for begge.

Parlamentet vil også have igangsat brugen af EU’s artikel 7, som kan resultere i at mindske Ungarns stemme i EU-Ministerrådet ved at fratage stemmeretten.

Det mener Enhedslistens parlamentsmedlem, Nikolaj Villumsen, vil være på sin plads.

- Når Orbán ikke vil respektere grundlæggende demokratiske spilleregler, så bør han miste stemmeretten.

- Det er kravet, som flertallet i EU-Parlamentet nu heldigvis endelig stiller sig bag, siger han.

I resolutionen nævnes artikel 2 i EU-traktaten, hvor det hedder, at EU bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal.

Man mener, at den ungarske regering systematisk underminerer de værdier, særligt hvad angår kvinder, folk fra LGBTIQ+-miljøet, romaer, migranter, asylansøgere og flygtninge.

Der er nok ikke meget held at hente for parlamentet, hvad angår artikel 7, da det kræver enstemmighed i Det Europæiske Råd. Lykke Friis vurderer, at i hvert fald Slovakiet vil nedlægge veto på den beslutning.

På baggrund af benspændet om enstemmighed, kommer Morten Løkkegaard (V) med et alternativ.

- Venstre foreslår derfor, at Rådet i stedet stemmer om at udskyde Ungarns EU-formandskab med et halvt til et helt år, siger han i en pressemeddelelse.

EU's traktater giver nemlig mulighed for, at et flertal blandt medlemslandene kan udskyde et EU-formandskab.

- Så risikerer vi ikke, at Orbán indtager en vigtig toppost som EU-præsident for Det Europæiske Råd, når Ungarn overtager formandskabet til sommer, lyder det fra Løkkegaard.

Under det ungarske formandskab kan Viktor Orbán ende i rollen som EU-præsident, hvis man ikke når til enighed om en erstatning for den nuværende, Charles Michel.

/ritzau/