EU-Parlamentet vil straffe Ungarn for at bryde retsprincipper
Judith Sargentini (i midten) modtog stående ovationer i Europa-Parlamentet, da det stod klart, at der var flertal for at begynde en artikel 7-procedure mod Ungarn. Foto: Vincent Kessler/Reuters
Vincent Kessler/Reuters
Ungarn har brudt EU-værdier såsom basale retsprincipper, mener EU-Parlamentet, der opfordrer til handling.
Ungarn fortsætter med at være i modvind i EU.
Europa-Parlamentet opfordrer nemlig EU's medlemslande til at indlede en artikel 7-procedure mod Ungarn for overtrædelser af EU-værdier såsom retsprincipper.
Det fremgår af en afstemning i Europa-Parlamentet onsdag i Strasbourg.
448 stemte for betænkningen, mens 197 stemte imod.
EU-traktatens såkaldte atombombe-paragraf kan ultimativt ende med at fratage Ungarns stemmeret.
Hvis Ungarns regering skal fratages stemmeretten, kræver det et enstemmigt krav fra medlemslandene. Det findes ikke. Polen har slået fast, at landet vil forsvare Ungarn.
Europaparlamentarikeren Judith Sargentini står bag betænkning, der har til formål at begynde retsprocessen mod Ungarn.
Hun modtog stående ovationer i Europa-Parlamentet, da det stod klart, at den gik igennem.
Ungarns regeringsførelse blev tirsdag debatteret i Europa-Parlamentet, hvor også landets premierminister, Viktor Orbán, var til stede.
Her haglede kritikken ned over tilstandene i Ungarn.
- Ungarn lever ikke op til sine forpligtelser for at være med i EU. Ungarn har gjort de uafhængige medier stille og erstattet uafhængige dommere med dommere, der har tætte bånd til regimet.
- Det er vores pligt at handle, sagde Sargentini i den forbindelse.
Ungarn og Orbán har også modtaget massiv kritik for at forsøge at tie landets uafhængige presse.
Før afstemningen bekendtgjorde en stor del af de parlamentarikere, der sidder i samme gruppe som Orbáns parti, at de ville stemme for betænkningen. Heriblandt danske Bendt Bendtsen (K).
Til tirsdagens debat var Viktor Orbán klar i mælet. Han vidste godt, hvordan dagens afstemning ville forløbe.
- Jeg ved, at I allerede har bestemt jer. Jeg ved, at betænkningen vil blive godkendt, og det, jeg siger i dag (tirsdag, red.), vil ikke få jer til at skifte mening, sagde han.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker