Selvom der normalt er højt til loftet under debatterne i EU-Parlamentet, er det ikke velanset at beskylde sine kolleger i parlamentet for at være fascister og antyde, at de har nazistiske tilbøjeligheder.
Det måtte den britiske EU-parlamentariker Godfrey Bloom sande tirsdag morgen, da han midt i en debat om EU's økonomiske krise blev smidt ud af parlamentet af den polske formand, Jerzy Buzek.
Bortvisningen kom, efter Bloom under et oplæg af lederen for den socialdemokratiske gruppe, tyske Martin Schultz, råbte "ein Volk, ein Reich, ein Führer". Det var et slogan under Hitlers Nazityskland.
Det fik store dele af parlamentet til at buhe af Bloom, mens Schultz svarede tilbage, at nazismen var et af de elementer, han bekæmper i Tyskland, og samtidig krævede han, at formanden forlangte en undskyldning fra briten.
Det gjorde formand Buzek, men i stedet for en undskyldning kaldte Godfrey Bloom Martin Schultz for" udemokratisk fascist", hvilket igen fik hele salen til at buhe, mens Bloom blev sendt ud af døren for dårlig opførsel.
Godfrey Bloom er medlem af det meget EU-skeptiske britiske parti United Kingdom Independence Party (Ukip), og det er ikke første gang, at det parti har haft problemer med at holde en god tone i debatten.
Partiets leder Nigel Farrage har således tidligere kaldt EU-præsident Herman Van Rompuy for en våd karklud, hvilket udløste en bøde fra formandskabet i EU-Parlamentet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker