EU-præsident: Forsigtig optimisme i flygtningekrisen
EU-landene er enige om at styrke det fælles grænseagentur Frontex, der skal have flere beføjelser.
EU og Tyrkiet er blevet enige om en fælles handlingsplan, hvor Tyrkiet til gengæld for omfattende økonomisk støtte og nye politiske indrømmelser gør en meget større indsats end hidtil for at bremse flygtningestrømmen til Europa.
Det er resultatet af torsdagens EU-topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer igen har haft flygtningekrisen på toppen af dagsordenen.
EU-præsidenten, Donald Tusk, siger, at handlingsplanen, som EU-Kommissionen har forhandlet med Tyrkiet i Ankara, er "et stort skridt" i retning af at få styr på EU's ydre grænser, og han udtrykker samtidig "forsigtig optimisme" i forhold til at nå målet.
- Men en aftale med Tyrkiet giver kun mening, hvis den effektivt dæmmer op for tilstrømningen af flygtninge, siger EU-præsidenten natten til fredag efter afslutningen på topmødet.
EU har ifølge EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, lovet Tyrkiet at sætte mere fart på arbejdet med at lempe visumreglerne, så det bliver lettere for tyrkere at komme til EU-landene.
De første lempelser af visumreglerne ventes at gavne tyrkiske forretningsfolk og studerende. Større fremskridt kræver dog, at Tyrkiet stopper med at give visa til pakistanere, afghanere og andre, der bagefter har nem adgang til Europa.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at EU overvejer økonomisk støtte på omkring tre milliarder euro (cirka 22,5 milliarder kroner) for at hjælpe Tyrkiet, der til gengæld skal forhindre flygtningene i at strømme videre til Europa.
EU-lederne vil også sætte mere fart på udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet, der ellers stort set er gået i stå, ved at udvide forhandlingerne til nye områder.
Donald Tusk siger samtidig, at EU-lederne også er enige om at udvide det mandat, som grænseagenturet Frontex arbejder under, så det bliver en "mere operationel organisation".
- Vores mål er at give Frontex ret til at hjemsende irregulære migranter på eget initiativ og gøre det proaktivt, når det handler om at beskytte de ydre grænser, siger EU-præsidenten.
Angela Merkel besøger på søndag Tyrkiet, der huser over to millioner syriske flygtninge og i dag er udgangspunktet for flygtningenes videre rejse mod Europa.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet