EU-landene har formelt godkendt sanktioner mod Libyens leder, Muammar Gaddafi, samt familiemedlemmer og andre personer i inderkredsen af det libyske regime. I alt 26 personer omfattes af EU-sanktionerne.
Det meddeler udviklingsminister Tamas Fellegi fra det ungarske EU-formandskab.
- EU's Ministerråd har i dag indføret våbenembargo mod Libyen og sanktioner mod de ansvarlige for volden mod civile demonstranter, siger Fellegi.
Sanktionerne er en direkte konsekvens af weekendens beslutning i FN's Sikkerhedsråd om at indføre sanktioner mod Gaddafis styre. På flere områder er EU-sanktionerne dog hårdere, understreger den ungarske minister.
EU's sanktioner omfatter blandt andet indefrysning af aktiver i EU's 27 medlemslande for Gaddafi og andre 25 nøglepersoner i det libyske regime. Derudover udstedes der et indrejseforbud i EU-landene for de samme personer.
Til sammenligning omfattede FN's sanktioner 16 personer.
EU indfører også - på linje med FN-sanktionerne - totalforbud mod salg af våben og ammunition. Samtidig udvides forbuddet til at omfatte andet materiel, der kan blive brugt i regimets undertrykkelse af demonstranterne.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) glæder sig over EU's "kontante" opfølgning på beslutningen i FN's Sikkerhedsråd om målrettede sanktioner.
- Det er meget tilfredsstillende, at EU i dag har vedtaget sanktioner mod Libyen. Det har vi fra dansk side arbejdet på siden i onsdags, siger Espersen.
Våbenembargoen er allerede trådt i kraft, mens de øvrige sanktioner vil træde i kraft i løbet af de kommende dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker