EU stabler Libyen-stormøde på benene

Vestens militære angreb mod Libyen og Muammar Gaddafi-regimet har taget dagsordenen i hele det internationale samfund.

Derfor har EU nu også hasteindkaldt til et stormøde mellem EU, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union. Mødet vil finde sted lørdag i Paris.

Ifølge en talsmand for Den Arabiske Liga vil også FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, deltage i mødet.

- Den Arabiske Liga har modtaget en invitation fra Frankrig til at deltage i et endagstopmøde mellem EU, Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga for at drøfte situationen i Libyen, og hvordan det skal håndteres i lyset af den seneste FN-resolution.

Det siger Den Arabiske Ligas talsmand, Hisham Yussef.

Han meddeler, at Amr Mussa, Den Arabiske Ligas generalsekretær, rejser til Paris lørdag.

EU's udenrigschef, Catherine Ashton, bekræfter ligeledes, at hun deltager i mødet, hvor også den franske præsident, Nicolas Sarkozy, vil være til stede.

Idéen om et stormøde mellem EU, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union kom på bordet under et EU-topmøde i sidste uge.

Oven på FN's Sikkerhedsråds beslutning om at tillade militær indblanding i landet er det nu lykkedes EU at stable mødet på benene.

Over hele verden er alle lande i disse timer ved at finde ud af, om man vil hjælpe til med den militære indsats mod Gaddafi-regimet.

Natos 28 ambassadører er fredag samlet i Bruxelles til ekstraordinært møde for at planlægge alliancens rolle i den militær indsats mod Libyen.

Frankrig, Storbritannien, USA og også Danmark er blandt de lande, der er klar til at starte en militær aktion med det samme, mens Belgien er klar til at hjælpe gennem en eventuel Nato-operation.

Lande som Tyskland, Kina og Rusland vil ikke være med i nogen militæraktion.

/ritzau/AFP

EU's udenrigschef mødes lørdag med ledere fra Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union for at drøfte Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret