EU til briterne: Brexit-aftale kommer ikke til at ændre sig
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, EU's præsident, Donald Tusk, og EU's chefforhandler i forhandlingerne med Storbritannien, Michel Barnier efter EU's regeringsledere har godkendt en aftale om Storbritanniens exit fra EU. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
John Thys/Ritzau Scanpix
Storbritannien vil altid være en særlig ven, men det er slut med at forhandle om skilsmissen, siger EU-top.
Søndag har EU's regeringsledere nikket ja til den aftale, som Storbritannien og EU har forhandlet om landets exit fra EU. Nu skal aftalen godkendes i Storbritanniens parlament.
Aftalen vil ankomme til London med en klar besked fra EU's topfigurer: Stem for aftalen. Den står ikke til at ændre.
Sådan lyder det nemlig enstemmigt fra EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, EU's præsident, Donald Tusk, og EU's chefforhandler med Storbritannien, Michel Barnier, efter aftalen er godkendt.
- Jeg opfordrer dem, som skal stemme om denne aftale i Underhuset, til at stemme for denne aftale, siger Jean-Claude Juncker.
- Dette er den bedste aftale, som er mulig for Storbritannien. Det er den bedste aftale, som er mulig for EU. Det er den eneste aftale, der er mulig.
En journalist fra nyhedsbureauet Reuters spurgte Juncker, om Storbritannien kan komme tilbage og forhandle ændringer i aftalen, hvis den ikke kan godkendes i det britiske parlament i sin nuværende tilstand.
- Dette er den mulige aftale, lød det prompte og uden tilføjelser fra Jean-Claude Juncker.
Senere på samme pressemøde uddyber han dog på et spørgsmål om de britiske politikere, der ønsker at afvise den aftale, som EU's regeringsledere søndag har nikket ja til:
- Dem, som tror, at de kan få en bedre aftale ved at afvise denne aftale, bliver skuffet, siger Juncker.
Donald Tusk afviste at spekulere i teoretiske scenarier. Tidligere på pressemødet sendte han dog venlige ord over Den Engelske Kanal:
- Vi (EU og Storbritannien, red.) vil forblive venner til verdens sidste dag og dagen efter.
Ingen af de tre på pressemødet ønsker at svare på, om Storbritannien kan fortryde og undgå at forlade EU, hvis parlamentet i Storbritannien skulle ønske det.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker