EU-topmøde vil sætte fokus på skattesnydere

Der er for en gangs skyld ikke det mindste drama skrevet ind i dagsordenen og end ikke lagt op til nattesæde, når EU-landenes stats- og regeringschefer mødes til topmøde i Bruxelles torsdag og fredag i næste uge.

Offentliggjort Sidst opdateret

At dømme efter et udkast til topmødets konklusioner, som Ritzau er i besiddelse af, kommer den mest interessante diskussion til - igen - at handle om, hvordan EU finder den rette balance mellem at spare og at investere sig ud af krisen.

I udkastet bliver det understreget, at man skal holde fast i den stramme budgetdisciplin.

Men der står også, at det skal følges med "et passende miks af udgifter og indtægter - herunder gennemførelsen af målrettede tiltag for på kort sigt at øge vækst og beskæftigelse, især for de unge, og give prioritet til vækstvenlige investeringer".

En diplomatisk kilde beskriver det som "et nyt ekvilibristisk forsøg på at skrive sig uden om debatten om konsolidering over for vækst".

Den debat har flere gange bragt fløjene omkring EU's to toneangivende nationer - Tyskland og Frankrig - på kollisionskurs. Med tyskerne som fortalere for spareiveren og franskmændene mere ivrige for at investere sig til vækst.

Som et særligt input til de i forvejen mange forsøg på at finde flere penge bliver der denne gang sat ekstra fokus på skat.

Det sker blandt andet med en opfordring til at sikre, at virksomheder betaler "deres rimelige skatteandel", til at effektivisere inddrivningen af skatter og til at der bliver gjort mere for at undgå skatteunddragelser - også i forhold til skatteydere i lande uden for EU.

Der er også en opfordring til, at EU hurtigt gør sig færdig med et par forslag om nye skatter - heriblandt den så omtalte skat på finansielle transaktioner.

EU's forårstopmøde handler traditionelt altid om økonomien og giver formelt startskuddet til, at de 27 medlemslande skal aflevere deres nationale reform-, stabilitets- og konvergensprogrammer til Bruxelles.

EU-præsident Herman Van Rompuy lægger også op til at give flere af det kommende års topmøder hver deres tema som led i forsøget på at skabe vækst og forbedre konkurrenceevnen.

Til maj skal det handle om energi, til oktober om innovation og den digitale dagsorden, og til næste år skal konkurrenceevnen have særlig fokus på et EU-topmøde i februar.

/ritzau/