EU-udenrigsministre søger enighed om Syrien
EU-landenes udenrigsministre forsøger lørdag formiddag på deres møde i den litauiske hovedstad, Vilnius, at enes om en fælles udtalelse om situationen i Syrien.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa hedder det i et udkast, at landene "ikke ser alvorlig tvivl om", hvem der stod bag et nyligt angreb med kemiske våben. Men der er tilsyneladende ikke lagt op til, at der bliver sat navn på, hvem der stod bag.
- Det kemiske angreb er et alvorligt brud på folkeretten, som betinger en passende reaktion, hedder det ifølge dpa i udkastet, der i givet fald vil være første gang, hele EU-kredsen offentligt anerkender, at angrebet har fundet sted.
Det er stadig usikkert, om der kan opnås fuld enighed blandt de 28 ministre om den foreslåede tekst.
Udkastet rummer også en sætning om, at en kommende reaktion på angrebet skal afvente en rapport fra FN's våbeninspektører.
Det understreges samtidig, at der på langt sigt kun er en politisk løsning på konflikten i Syrien, hvilket er den linje, der længe har været enighed om i EU-kredsen.
Der er også en henvisning til, at Den Internationale Straffedomstol skal spille en rolle.
Ministrene havde en første diskussion af situationen i Syrien fredag aften og har lørdag formiddag fået besøg af USA's udenrigsminister, John Kerry, der er kommet til Vilnius for at søge europæisk opbakning til en amerikanskledet militæraktion.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned