EU udsætter handelssamtaler med Australien midt i ubådsstrid
Handelsminister Dan Tehan bekræfter, at planlagte forhandlinger med EU 12. oktober er blevet udskudt en måned. (Arkivfoto) Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Planlagte forhandlinger med EU er blevet udskudt til november, oplyser Australiens handelsminister.
Forhandlinger om en handelsaftale mellem Australien og EU er blevet udskudt.
Det oplyser den australske handelsminister, Dan Tehan, fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I midten af september trak Australien sig fra en kontrakt om levering af ubåde fra Frankrig.
I stedet vil Australien opbygge en flåde af atomdrevne ubåde baseret på amerikansk og britisk teknologi. Dermed går Frankrig glip af en kontrakt til et trecifret milliardbeløb i kroner.
Beslutningen har vakt enorm vrede i Frankrig, som har anklaget Australien og USA for at have gået bag om ryggen på franskmændene.
Hændelsen fik sågar Frankrig til at hjemkalde sine ambassadører fra Canberra og Washington D.C.
I solidaritet med Frankrig har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, stillet spørgsmål ved, om EU kan indgå en handelsaftale med Australien.
- Der er mange spørgsmål, som skal besvares. Et af vores medlemslande er blevet behandlet på en måde, der ikke er acceptabel, sagde von der Leyen for nylig i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York City ifølge CNN.
På sidelinjen af generalforsamlingen mødtes EU's udenrigsministre for at drøfte sagen.
Her sagde EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, efterfølgende, at ministrene udtrykker "solidaritet" med Frankrig om den annullerede ubådsaftale.
Den australske handelsminister, Dan Tehan, afviser fredag at kommentere, hvorvidt ubådsaftalen har spillet en rolle i de nu udskudte forhandlinger.
Han bekræfter dog, at planlagte forhandlinger 12. oktober er blevet udskudt en måned.
- Jeg vil mødes med min EU-pendant Valdis Dombrovskis i næste uge for at drøfte den 12. forhandlingsrunde, som nu vil finde sted i november i stedet for oktober, siger Dan Tehan i en udtalelse til Reuters.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker