EU's stats- og regeringschefer er på et topmøde i Bruxelles blevet enige om at stramme sanktionerne mod Libyen endnu engang.
Libyens leder, Muammar Gaddafi, skal nu forhindres i at kunne gøre brug af milliardindtægterne fra landets olie- og gasforsyninger.
- Vi har i dag besluttet, at vi er klar til at vedtage yderligere sanktioner, herunder foranstaltninger der skal sikre, at olie- og gasindtægter ikke når Gaddafi-regimet, siger EU's præsident, Herman Van Rompuy.
EU's medlemslande vil samtidig fremføre et forslag om tilsvarende sanktioner på internationalt plan i FN's Sikkerhedsråd, oplyser Van Rompuy.
Tidligere har EU indefrosset midler for en lang række privatpersoner og selskaber med tilknytning til Gaddafis regime.
Derudover slår EU fast, at den humanitære situation i Libyen og ved landets grænser er af stor bekymring, og at unionen derfor vil optrappe planlægningen af en mission, der skal yde humanitær assistance.
- Alle stats-og regeringschefer står klar til en videre indsats på dette område, siger Van Rompuy.
EU-lederne gentager også deres krav om, at Gaddafi øjeblikkeligt frasiger sig den politiske magt fra Libyen.
Det bliver endnu engang slået fast - også af Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V) - at EU ikke skal spille nogen stor rolle i relation til den militære aktion i Libyen.
- Den militære dimension er ikke et EU-anliggende. Det, der er EU's rolle, er at fastholde det politiske pres, siger Lars Løkke Ramussen.
Det er langt fra alle EU-lande, der deltager i den internationale koalition af lande, som de seneste dage har bombet mål i Libyen og håndhævet en flyveforbudszone i landet.
Alligevel fremhæver konklusionerne fra EU-topmødet, at handlingerne på baggrund af mandatet fra FN's Sikkerhedsåd " i betydelig grad" har bidraget til at at beskytte civile mod angreb og hjulpet med at redde civile liv.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub